I hendes hjerte var der ingen tvivl. Men i hendes sind rasede modstridende følelser.
På sofabordet stod buketten. Et hav af røde roser der var kommet fra den lokale blomsterbutik. Et telegram fra ham var kommet kort tid efter. Og hun havde læst det igen og igen.
Kunne hun opgive, alt det hun kendte og elskede her hjemme? Børn, svigerbørn og børnebørn.
Hendes hænder legede nervøst, med det fine og tynde halstørklæde hun havde om halsen. Halstørklædet føltes som en del af ham. Han havde købt og givet det til hende anden gang de mødtes.
Hun vidste godt, hun burde følge sit hjerte. Børnene havde deres eget liv og var godt i vej. De manglede intet. Men hvad hvis hun tog så grueligt fejl?
Kunne hun trives, i et land hun ikke kendte? Og, ville hun have penge nok til at rejse hjem, på ferie, en gang hvert år for at følge med i sine børns liv?
På kortet stod der, at han ville ringe i aften. Han forventede ikke at få svar nu. Men imellem linjerne kunne hun fornemme, at han forventede at vide, om der var noget at bygge videre på for dem og deres kærlighed.
Hun rejste sig fra stolen, satte en CD på og gik hen og stillede sig ved vinduet, for at kigge på den dejlige natur hun havde uden for.
Træerne viste efterår, med deres flotte farver i alle nuancer gult, rødt, brunt og lidt grønt endnu.
Hun elskede de skiftende årstider her i landet. I hans land var der varme, året rundt.
Vuggende langsomt, i takt med musikken, og med lukkede øjne lod hun sig føre ind i en dagsdrøm, hvor hun dansede med ham.

Dagen sneglede sig afsted. Hun ventede og frygtede hans opkald. Ventede på at høre hans stemme, som hun elskede. Men hjertet græd, over det hun måtte fortælle ham. Hun havde taget sin beslutning. Alt, det hun havde her, kunne hun ikke forlade. Men hun ville også lade ham vide, at hendes kærlighed til ham var stor. Men hvad hjalp det? Når hun måtte bryde med ham.

Natten var et mareridt. Samtalen med ham cirklede rundt i hendes hoved, og hun fandt ikke ro. Over en time havde de snakket i telefonen. Og hun vidste, at de begge var fortvivlede, men hendes beslutning stod fast. Også selvom det ville koste tårer, at give slip på ham og hans kærlighed.

Hun var træt, da der kom et telegram om morgenen.
Min elskede! Jeg afvikler mit firma. Hurtigst muligt. Intet binder mig her! Ingen forpligtigelser her! Derfor er det mig der må flytte. Ringer klokken 19. Elsker dig af hjertet.

”Hej Ole!”
Min hånd tager tilløb, og jeg klasker den hårdt på hans bagdel. Det er lidt en tak for sidst. Han er ved at blive ekspederet, i Netto.
Han vender sig og kigger forvirret på mig. Rødmen kravler op i mine kinder og helt ud i ørespidserne, da han siger:
”På min dåbsattest står der Claus!” Han er færdig med at blive ekspederet.
”Undskyld!” Jeg kigger forgæves efter et musehul at gemme mig i. Hvor pinligt!
”Jeg kan sende klasket videre til min tvillingebror, når jeg ser ham. Skal jeg det?”
Smilet han sender, giver mig ro, og det pinlige falder i baggrunden.
”Ja! Og du må rigtig gerne slå hårdere, end slaget du fik. Han fortjener det.”
”Ok!” Claus griner. ”Nu bliver jeg nysgerrig. Han løfter øjenbrynene. ”Hvad har min kære bror nu lavet?”
”Det fortæller jeg ikke, men hils fra Ine så ved han besked.”
”Helt i orden!” Han forlader grinende forretningen. Det er min tur til at blive ekspederet.

Da jeg kommer ud fra forretningen, står Claus udenfor. Han smågriner og ryster på hovedet.
”Dit navn sagde mig noget. Ine er ikke så almindeligt.”
”Og hvad sagde mit navn dig?”
”Jeg kender dig af omtale, fra Ole.”
”God eller dårlig omtale?” Jeg tripper afventede.
”God omtale! For fjorten dage siden fortalte han, at han havde fortrudt, han havde brændt en pige af ved navn Ine.” Claus griner. ”Ole fik en billet foræret til en Aab kamp, og droppede derfor en tur i biffen med dig. Har jeg ret?”
”ja! Jeg ventede forgæves på ham uden for biografen. Og jeg hørte ikke fra ham senere.”
”Idiot! Skal vi give ham en lærestreg?”
”Ja for hulen! Hvad tænker du på?”
”Du kunne gå med mig til min søsters fødselsdag på lørdag. Ole kommer også.
”Går det an?
”ja, det er fint! Den holdes hos mine forældre. Jeg siger bare, jeg tager en kæreste med.
”Er det ikke for groft? Vi er jo ikke kærester.”
”Nej! Bare spil rollen som min kæreste. Ole har fortjent, at blive konfronteret med dig igen.
”Ok! Det er en aftale.
”Skal vi sætte os og drikke en kop kaffe og snakke lidt på cafeen der ovre?” Han peger på den anden side af gaden.
”Ja! lad os det. Det ville være hyggeligt at lære hinanden lidt at kende, før vi skal spille vores komedie.”
Da vi skilles, har vi lavet en aftale. Claus henter mig klokken to, lørdag.

Jeg bliver hentet af Claus til aftalt tid og sted, lørdag.
Claus tager mig i hånden og smiler. Jeg tager hånden til mig.
”Husk nu vi er kærester,” siger han og tager mig i hånden igen.
”Ok! Men det er jo lige hvad vi ikke er.” Jeg lader ham beholde min hånd i sin, hele vejen til hans forældres hus.
Claus´ søster tager imod os i døren. Vi får overtøjet hængt fra os og følger med hende ind i stuen, hvor Claus præsenterer mig som sin kæreste for sine forældre og for Ole.
”Ine!” siger jeg, da jeg giver hånd til forældrene, og til Ole siger jeg. ”Hej, vi to kender jo hinanden!”
Ole farer op fra stolen.
”Hvad fanden sker der her? ”
”Hvad mener du?”
”Hvad jeg mener… Det skal jeg sige dig. Hvad fanden bilder du dig ind Ine, at komme her i mine forældres hus og spille vores familie ud mod hinanden. Kan du ikke få mig, så tager du min bror. Føj for fanden!”
Claus langer ud efter Ole men får ikke ram på ham.
”Nu skal jeg sige dig noget brormand! Hvem er det der plejer at tage mine kærester? Nu har jeg sgu´ tænkt mig at tage en af dine, forstår du det?”
Jeg fornemmer der er lagt op til et større skænderi, mellem tvillingerne, så jeg vender mig, nikker farvel til forældrene og går ud og henter min frakke.
Jeg smækker med døren, da jeg går.

Han skubbede hårdt til hende. Hun vaklede og faldt forover. Noget koldt og vådt sivede ind under hendes pels.
I sin omtågede hjerne fornemmede hun, at han bevægede sig væk. De sidste ord han havde sagt, før han skubbede hende omkuld, var som et piske slag. Hun prøvede at rejse sig men kunne ikke. Det eneste der endnu var lidt kontrol over var hendes hjerne. Krop og lemmer lystrede ikke. Hun var som en kludedukke. Snart opgav hun at kæmpe og lod sig føre ind i et mørke. Den virkelige verden forsvandt.

Frøken, frøken. Vågn op! De kan fandeme ikke ligge her. De dør sgu´ af kulde.”
Hun åbnede øjnene på klem og lukkede dem hurtigt igen, da hun så noget der lignede en vildmand sidde på hug foran sig. Hun ville skrige, men skriget sad fast i halsen. Et fint lag sne lå over hende, så hun måtte have ligget her flere timer.
”Hold da kæft. Det er sgu´ en brandert der vil noget.” hørte hun vildmanden sige.
Hun prøvede at sige noget. Men kun mærkelige lyde slap ud fra munden.
Igen åbnede hun øjnene. Et par smilende og blide øjne, mødte hende og hun følte sig tryg.
”Kom! Jeg hjælper dig op.” Han rakte to hænder ned mod hende. Med stort besvær fik hun løftet sine arme og prøvede at tage fat om hans hænder.
”Ok. Det her går ikke. Jeg må bære dig.” Han bøjede sig ned ved hendes ene side og satte hende op. En arm blev lagt om hendes ryg, en anden lagt under hendes knæ. Han løftede hende op.
”Jeg har en hytte længere inde i skoven. En kop varm suppe og et par tæpper skal nok få dig på højkant igen.”
Hun nikkede og lod sit hoved falde ind mod hans bryst. Det dulmede lidt, på den smerte der var i hovedet.

Hun sad med et stort og tykt tæppe svøbt om skuldrene, og så på han varmede noget på et mærkeligt apparat. Et spritapparat hed det vist? Han hældte noget op i et gråt metal krus og rakte det frem.
”Drik! Men pas på. Det er varmt.”
Hun tog imod kruset, og kastede samtidigt et blik på snoren der var spændt ud i et hjørne af hytten. Hendes pels og smukke kjole var svunget over snoren. Det dryppede fra tøjet. Stiletterne stod på en trækasse tæt ved.

Han fulgte hendes blik.
”senere skal jeg prøve at skylle mudderet af dit festdress. Men jeg er bange for det aldrig bliver til pænt brug mere.”
Hun formede omhyggeligt munden og fik et tak ud over sine læber.
”Du kan snakke?” Han så intenst på hende.
Hun nikkede og fik fremstammet et:
”Ja.”
”Drik din suppe! Så kan vi snakke senere.” Han vendte sig og gik tilbage til sit mærkelige apparat. Han satte en kedel med vand på apparatet.
”Jeg luner lidt vand, så du kan vaske dig. Og, jeg går en tur i skoven imens… Her!”
Han smed et par hullede herreunderbukser og en krøllet t-shirts hen til hende.

”Desværre har jeg ikke nogen med blonder på.” Der var et drillende smil både i hans øjne og om hans mund, da han kom med et vaskefad med varmt vand og en klud og satte det foran hende.
”Jeg er tilbage om et kvarter. Klarer du dig?”
Hun nikkede, og mærkede et par tårer der var på vej ned af hendes kind, da han forsvandt ud fra hytten, og hun var alene. Vildmanden havde reddet hendes liv.

Hun skulle aldrig tilbage, til det overskruede og forfinede liv hun havde levet i, siden hun blev gift med Hans Christian. Alt var fest, farver og lykke i begyndelsen. Senere, blev Hans Christian hendes plageånd. Hun blev klædt som en Dulle og skulle opføre sig ligesådan. Hun huskede hans sidste ord, da han skubbede hende omkuld i vandhullet i skoven. Ordene rungede endnu i hendes ører.
”Du er for nysgerrig og ved for meget, derfor skal dø. Jeg har fyldt narko i dine drinks. Og kulden, vi får i nat, skal nok gøre det af med dig.
Når hun blev klar, ville Hans Christian ikke gå omkring som en fri mand længe. Hun kendte ham og hans kumpaners miljø så godt, at hun kunne og ville lave stor ravage i hans liv.