Alle indlæg af Judith Marli Svendsen

Om Judith Marli Svendsen

Ophavsretten til ideer, fotos, tekst og andet indhold på Marlisblog tilhører ifølge lov om ophavsret Judith Marli Svendsen.

Skytsenglen.

Opgave 3.

Jeg Hagiel, ser fra mit himmelske paradis, at en af mine har brug for hjælp. Og, er der brug for mig, så kommer jeg selvfølgelig til undsætning.
En ældre dame står dernede, fortvivlet, og kigger rundt i sit køkken der flyder med indkøbte varer, til den fødselsdag hun har bedt hele familien deltage i, søndag.
Jeg må hjælpe, så hun får en god fødselsdag. Men om jeg forstår, at hun ikke har hørt efter sin egen stemme, der igen og igen har fortalt hende, at hun ikke mere har overskud til at klare sådan en stor festivitas, helt alene.
Jeg tager turen ned til hendes køkken, hvor hun går og småsnakker med sig selv, sådan gør ældre mennesker jo. Et lille varsomt prik på hendes skulder, får hende til at se på mig.
”Godt du kom Hagiel,” siger hun og begynder at dirigere rundt med mig.
”Alle de varer der ligger der!” Hun slår om sig med armene, i alle retninger. ”De skal på plads i skabe, skuffer og køleskabet! – Ja du ved godt, hvor hver ting har sin plads ikke?”

Jo, det ved jeg skam alt om. For det er ikke første gang, jeg har reddet hende ud af en suppedas. Damen her har det med, altid at slå en større dej op, end hun kan bage.

Hun kan garanteret læse mine tanker- for lige med et siger hun.
”Jamen Hagiel, du kan vel forstå, at der skal bages mange boller og kager, når hele hæren kommer på besøg.”
”Hele hæren? ” spørger jeg.
”Nå ja, måske ikke hele hæren, men en masse mennesker, så. ”

Da alle varer er sat på plads, piler min dame ind i spisestuen og peger på bordet.
”Bordet her skal flyttes! Og, vi skal have et bord mere sat op, så der er plads til alle!”
”Ok, men du tror vel ikke, jeg er ”SUPERMAND”? Mine vinger er skrøbelige, så det bord bliver stående hvor det står.” Det andet bord du skal have sat op, vejer ikke meget, så det klarer du fint selv.”
”Nå ja, det gør jeg vel. Men måske kommer jeg til at mangle stole.”
”Du har vel en telefon?” spørger jeg.
”Ja, det har jeg, men hvad hjælper det på stolemangel? Nå ja, nu ved jeg, hvor du vil hen med det spørgsmål. Jeg kan ringe og spørge, om nogen vil tage klapstole med. God ide, du fik der Hagiel.”

”Jeg er altid fuld af gode ideer. Og nu tror jeg, du har styr på det meste. Bare klem på – du gamle. Du skal nok nå at blive færdig, inden dine gæster kommer. Det er jo kun fredag. I morgen, lørdag, bager du, lægger lagkager sammen og dækker bord. Søndag formiddag er der kun tilbage, at lave forberedelser til skrub af maden, som bare skal i ovnen en halv time før I skal spise. Det bliver alletiders fødselsdag.”

Jeg siger farvel og drager op i mit himmelske paradis, men holder stadig lidt øje med, hvordan det går hos min dame…
Det er aften. Hun tænder fjersynet, sættes sig godt tilrette i sin gode stol. På det lille sidebord, er der linet op med kaffe og et par lækre stykker smørrebrød. Mange ting har hun allerede nået, så nu skal aftenen nydes. VILD MED DANS er på programmet. Hun kigger lidt skråt op og sender mig en lille hilsen.
Tak Hagiel, Dejligt at du kom og besøgte mig. Du forstår, som ingen anden, at få sat fut i mig.

En Sjuskedorte.

En Sjuskedorte.

Jeg er knap færdig med morgenkaffen, og er stadig i nattøjet da det ringer på døren. Jeg går ud og åbner.
”Hej Bente, kom indenfor. Du er godt nok tidligt på færde.”
”Tak.” Hun smiler. ”Jeg havde et ærinde i nærheden og tænkte, at så skulle du have besøg.”
”Det var en sød tanke. Men som du ser, er jeg ikke kommet så langt, at jeg er kommet i tøjet.”
”Har det nogen betydning? Du ser skøn ud med uglet morgenhår. Dejlig løs og stor pyjamas du har der.” Hun peger på mine slaskede bukser.
”Tak. Jeg elsker min pyjamas.
Jeg går ud i køkkenet for at sætter ny kaffe over. Bente følger i hælende på mig. Hun sætter sig på en stol ved mit lille bord, der står op mod væggen.
En rodekurv står inders på bordet. Den bliver brugt til at smide læsestof og andet i, hvis det skal ses nærmere på, inden det måske havner i papcontaineren.
Bentes blik er rettet, intens, mod kurven. Jeg føler jeg må sige noget.
”Ja, min kurv bugner, den trænger til en oprydning. Jeg er lidt af et dyngemenneske.” Jeg griner lidt.
”Hvad mener du med et dyngemenneske?” spørger Bente.
”Tja, nu som kurven. Jeg dynger alt op i den, til jeg har tid til at sortere i tingene.
”Nå, det man kalder et rodehoved?.”
”Nej, jeg er ikke et rodehoved. Men, alt behøver ikke være perfekt.”
”jeg så, at du ikke har fået redt din seng. Det er det første jeg gør, efter jeg har luftet ud.”
”Nå.” svarer jeg og mærker, at jeg er ved at blive irritabel. Jeg hader formaninger. Jeg finder et hvidt krus og en grøn sidetallerken frem til hende. Mit halvtomme krus og min tallerken står stadig på bordet.
Bente sidder og skubber til et par vildtfarne krummer, fra min morgenmad. Varsomt børster hun krummerne ned fra dugen, så de lander i hendes anden hånd, der er hulet som en skål. Hun rejser sig og smider krummerne i skraldespanden, i skabet under køkkenvasken.
”Din affaldspose er næsten fuld. Tømmer du den ikke om aftenen, inden du går i seng?”
Jeg svarer ikke, men spørger:
”Vil du have et stykke knækbrød med ost?”
”Nej tak, søde. Du sidder da vel ikke og gnasker i knækbrød? Du burde købe noget lækkert brød, og ikke leve så tarveligt.”
”Jeg lever ikke tarveligt.” forsvarer jeg mig. ”Og, jeg hader at skulle smide mad ud, derfor handler jeg kun stort ind, når jeg skal have gæster.”
”Det er fint, men du har vel sjældent gæster?”
”Jo, det har jeg faktisk. Min vennekreds er stor.”
Jeg hælder kaffe op i hendes krus.
”Har du ikke en hvid tallerken, så tingen passer sammen? ”
Den grønne tallerken, hiver jeg irriteret væk fra bordet.

”Sådan! Så passer farverne. Du vil jo ikke have mit tarvelige knækbrød, så du har kun brug for kruset.”
“Når du har drukket din kaffe, kan du gå ud med min affaldspose, derefter kan du komme ind og lufte ud i soveværelset og rede min seng.” Jeg trækker vejret langt ned i maven. ”Senere kan du skrive en dosmerseddel og gå ud og handle for mig, så jeg ikke får noget tarveligt mad ind i mit hjem. Og, imens du gør mig og mit hjem perfekt, kan jeg tage et dejligt varmt bad og komme i mit tøj.”
Bente kigger på mig, med åben mund.
”Jamen sødeste! Jeg vil da hjertens gerne hjælpe dig med at blive perfekt. Du skal ikke gå og have det dårligt med, at du er lidt af en sjuskedorte.”
Med et snuptag, fjerner jeg hendes krus fra bordet. Kaffen skvulpede over og plaskede ned på gulvet.
”Ud!” råber jeg. ”Mit liv er perfekt som det er.” Jeg holder inde med mit voldsomme udbrud lidt og fortsætte med lav stemme.
”Bente, du må gå, vores kemi passer ikke sammen. Vi må hver især leve det liv, vi selv ønsker.”
Bente rejser sig og ser uforstående på mig. Hendes øjne fortæller mig, at hun ikke forstår, hun med sine dumme kommentarer og kritik nedgør mig.
Langsomt lukker jeg fordøren efter Bente. Jeg nynner et par strofer, og ”Sjuskedorte” tager et par lette dansetrin.

Min debut

Min debut.

Jeg hørte en bil køre ind af indkørslen til vores hus. Samtidig hørte jeg mor sukke og komme med et fortvivlet udbrud.
”For pokker, hvad har den knægt nu rodet sig ud i?” Hun havde sikkert min storbror, Brian, i tankerne. Hele sin opvækst havde han været ude i, at begå grove drengestreger. Drengestreger der havde kostet mor og far betydelige summer, for at undgå en plet i hans straffeattest. De havde altid kunne få en ordning i stand med ejerne, af de ting Brian havde øvet hærværk på. Brian var flyttet hjemmefra, for kort tid siden. Vi havde håbet på, at der så ikke skulle komme flere politibesøg. Men nu var de her.

Jeg rystede i bukserne. Benene gik som trommestikker under mit computerbord. Det kunne være mig, de var ude efter denne gang? Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg havde fortrudt, det jeg havde lavet Nytårsaften. Nej, det havde jeg nok ikke rigtigt. Men jeg vidste godt, at det var groft, det jeg havde været ude i.

Gennem flere måneder, havde jeg forberedt mig på mit store gennembrud, der skulle forgå nytårsaften. Jeg havde handlet ind, gennem uger, til min store debut. Selvfølgelig i forskellige butikker, så en mistanke ikke skulle falde på mig senere, når det blev opdaget. For opdaget ville det blive. Det var sikkert.
Jeg skulle være alene hjemme nytårsaften. Mor og far skulle til nogle venner der boede i Aalborg. Invitationen gjaldt også mig, men jeg havde højlydt insisteret på, at få lov at blive hjemme og se fjernsyn. Man var ikke noget pattebarn, der ikke kunne være ene hjemme, når man var fyldt 16 år. Mine tanker fløj bange tilbage til nytårsaften.

Nytårsaften, alene hjemme. Herligt, nu var chancen her, til at få opfyldt min drøm.
Kl. 22.00 slukkede jeg tv’et, hentede min gule Nettopose, der stod parat, inders i mit skab. Jeg tjekkede posen en ekstra gang. Var alt her? Jo alt var der. Så smækkede jeg en knald rød paryk på hovedet, trak i min sorte jakke, et halstørklæde blev viklet om halsen, og jeg var på vej til Torvet i Nørresundby.
Jeg studerede vores gamle smukke rådhus, som ikke var rådhus mere. Der foregik mange andre ting i bygningen nu.
Jeg trak et par solide arbejdshandsker op af posen og den gule spraymaling. NU skulle Sundbynitterne få at se, hvad jeg kunne. Den gule cirkel, var lige så stor som mine arme kunne række til. En flot smiley, med en stor åben mund. Dødninge tænder og øjne lyste snart, i andre farver jeg havde hevet frem fra posen. Så kom turen til mit kranie. Kraniet blev angrebet af alle mulige fantasidyr. Ud af kraniet væltede der hjernemasse, som dyrene væltede sig rundt i. Mit værk var så uhyggeligt, at jeg næsten selv kunne stå og blive bange for at se på det. Nu manglede jeg bare lidt tekst. Det blev ikke til meget, for der var begyndt at komme folk på Torvet. Bare 3 ord. LOVE, PARTY, PEACE. Så stoppede jeg hurtigt det hele i min pose, og begav mig hjemover. Jeg tømte indholdet fra Nettopose af i en skraldespand nede på Torvet. Posen smed jeg et sted på vej hjem. Der lå allievel så meget skidt og flød rundt omkring, sådan en aften.
Omkring midnat ringede mor, for at høre om alt var vel. Selvfølgelig var alt ok. Jeg sagde, jeg havde hygget mig. Og, det var ikke løgn. Jeg sad og tænkte på mit store mesterværk på Torvet.

Mit mesterværk var i det lokale tv, dagen efter. Far kommenterede indslaget sådan:
”For fanden da, hvem kan finde på at ødelægge den smukke bygning, med sådan noget? Det er et flot stykke arbejde. Men jeg bliver sg ´u så gal, når noget tillader sig at male på andres ejendom. De skal skulle have et par flade, sku´ de.”

Politiet gik, da de fik at vide, at Brian ikke boede her mere. Måske finder de aldrig ud af, at jeg var ophavsmanden til mesterværket på Torvet? Grove drengestreger, lavet af en pige. Så langt rækker deres fantasi sikkert ikke? Mit mesterværk er desværre blevet fjernet nu. Jeg syntes ellers det var så smukt.