Kategoriarkiv: Uncategorized

Min debut

Min debut.

Jeg hørte en bil køre ind af indkørslen til vores hus. Samtidig hørte jeg mor sukke og komme med et fortvivlet udbrud.
”For pokker, hvad har den knægt nu rodet sig ud i?” Hun havde sikkert min storbror, Brian, i tankerne. Hele sin opvækst havde han været ude i, at begå grove drengestreger. Drengestreger der havde kostet mor og far betydelige summer, for at undgå en plet i hans straffeattest. De havde altid kunne få en ordning i stand med ejerne, af de ting Brian havde øvet hærværk på. Brian var flyttet hjemmefra, for kort tid siden. Vi havde håbet på, at der så ikke skulle komme flere politibesøg. Men nu var de her.

Jeg rystede i bukserne. Benene gik som trommestikker under mit computerbord. Det kunne være mig, de var ude efter denne gang? Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg havde fortrudt, det jeg havde lavet Nytårsaften. Nej, det havde jeg nok ikke rigtigt. Men jeg vidste godt, at det var groft, det jeg havde været ude i.

Gennem flere måneder, havde jeg forberedt mig på mit store gennembrud, der skulle forgå nytårsaften. Jeg havde handlet ind, gennem uger, til min store debut. Selvfølgelig i forskellige butikker, så en mistanke ikke skulle falde på mig senere, når det blev opdaget. For opdaget ville det blive. Det var sikkert.
Jeg skulle være alene hjemme nytårsaften. Mor og far skulle til nogle venner der boede i Aalborg. Invitationen gjaldt også mig, men jeg havde højlydt insisteret på, at få lov at blive hjemme og se fjernsyn. Man var ikke noget pattebarn, der ikke kunne være ene hjemme, når man var fyldt 16 år. Mine tanker fløj bange tilbage til nytårsaften.

Nytårsaften, alene hjemme. Herligt, nu var chancen her, til at få opfyldt min drøm.
Kl. 22.00 slukkede jeg tv’et, hentede min gule Nettopose, der stod parat, inders i mit skab. Jeg tjekkede posen en ekstra gang. Var alt her? Jo alt var der. Så smækkede jeg en knald rød paryk på hovedet, trak i min sorte jakke, et halstørklæde blev viklet om halsen, og jeg var på vej til Torvet i Nørresundby.
Jeg studerede vores gamle smukke rådhus, som ikke var rådhus mere. Der foregik mange andre ting i bygningen nu.
Jeg trak et par solide arbejdshandsker op af posen og den gule spraymaling. NU skulle Sundbynitterne få at se, hvad jeg kunne. Den gule cirkel, var lige så stor som mine arme kunne række til. En flot smiley, med en stor åben mund. Dødninge tænder og øjne lyste snart, i andre farver jeg havde hevet frem fra posen. Så kom turen til mit kranie. Kraniet blev angrebet af alle mulige fantasidyr. Ud af kraniet væltede der hjernemasse, som dyrene væltede sig rundt i. Mit værk var så uhyggeligt, at jeg næsten selv kunne stå og blive bange for at se på det. Nu manglede jeg bare lidt tekst. Det blev ikke til meget, for der var begyndt at komme folk på Torvet. Bare 3 ord. LOVE, PARTY, PEACE. Så stoppede jeg hurtigt det hele i min pose, og begav mig hjemover. Jeg tømte indholdet fra Nettopose af i en skraldespand nede på Torvet. Posen smed jeg et sted på vej hjem. Der lå allievel så meget skidt og flød rundt omkring, sådan en aften.
Omkring midnat ringede mor, for at høre om alt var vel. Selvfølgelig var alt ok. Jeg sagde, jeg havde hygget mig. Og, det var ikke løgn. Jeg sad og tænkte på mit store mesterværk på Torvet.

Mit mesterværk var i det lokale tv, dagen efter. Far kommenterede indslaget sådan:
”For fanden da, hvem kan finde på at ødelægge den smukke bygning, med sådan noget? Det er et flot stykke arbejde. Men jeg bliver sg ´u så gal, når noget tillader sig at male på andres ejendom. De skal skulle have et par flade, sku´ de.”

Politiet gik, da de fik at vide, at Brian ikke boede her mere. Måske finder de aldrig ud af, at jeg var ophavsmanden til mesterværket på Torvet? Grove drengestreger, lavet af en pige. Så langt rækker deres fantasi sikkert ikke? Mit mesterværk er desværre blevet fjernet nu. Jeg syntes ellers det var så smukt.

Kun en hvisken.

Opgave 5    Novelle.

Kun en hvisken.

Min mand, Viggo, og jeg havde inviteret et par venner, Lissi og Jan. Vi skulle spise sammen og derefter have et slag whist. Vi var godt i gang med middagen, da Jan spurgte:
”Dorit, hvad er det for mennesker I har fået til naboer? En fulderik var på vej op af trappen, foran os da vi kom. Han lukkede sig ind, ved siden af.” Det var Viggo der svarede.
”Ja for satan, den fyr bærer nogle ordentlige branderter hjem. Vi har også mistanke om, at han mishandler konen. Han råber drønhøjt, når han kommer hjem og er fuld. Vi må vel klage på boligkontoret, hvis det bliver for slemt, med dem.”
Jeg indskød. ”Det er da kun ham der larmer. Maja og drengene er stille og rolige.”
“kender du naboen?”
“Ja jeg har snakket med hende en del gange. Hun virker nervøs. Det er tydeligt, at hun ikke har det godt.” længere kom vi ikke i samtalen.
Pludselig lød der høje kvindeskrig og barnegråd fra nabolejligheden. Der blev sikkert også kastet med ting. Det ene brag efter det andet, nåede vores ører. Vi kiggede på hinanden og hurtigt var vi alle fire ud i korridoren. Viggo åbnede vores indgangsdør. Det her skulle stoppes.
Samtidig blev døren overfor revet op. Fyren smuttede ud, smækkede døren og fløj i raketfart ned af trappen.
Viggo bankede hårdt på nabodøren. Ingen reaktion, undtaget høj barnegråd.
Jan tog mobiltelefon op af lommen og ringede til politiet.
Lissi stod forfærdet med begge hænder anbragt omkring hage og kinder. Hun var chokeret og handlingslammet.
Jeg satte mig på hug og råbte ind af brevsprækken for at komme i kontakt med Maja.
”Maja. Maja. Det er din nabo, Dorit, vær sød at lukke op, så vi kan hjælpe dig. Stadig ingen reaktion, men endnu højere og hjerteskærende barnegråd.

Maja forsøgte at rejse sig fra sofaen, men blev hurtigt klar over, at hun ikke kunne gå ud til døren og åbne. Bare at prøve at åbne øjnene var en kamp. I de små sprækker hun fik åbnet i de hævede øjne, så hun i en tåge sønnen Mads, på seks år sidde sammenkrøbet under spisebordet. Han holdt krampagtigt et par sofapuder ind mod sine ører. John, på tre, lå hen over hendes knæ og klamrede sig til hende og ville ikke slippe taget, så hun kunne prøve at komme op at stå. Hun var våd. Enten havde John grædt meget og gjort hende våd, eller hun havde tisset i bukserne? Måske var det barnet hun ventede, hun havde mistet? Det ville ikke være en katastrofe. Hun havde hadet at skulle sætte endnu barn til verden. Et barn der ikke var undfanget af kærlighed, men ved vold og magt, ligesom de to andre.
Smerter jog gennem hende, for hver en lille bevægelse, hun gjorde. Hun opgav at komme op fra sofaen. Hun råbte til Dorit, men hendes stemme blev kun til en hvisken, der knapt nåede ud i rummet.
”Mads” fremstammede hun. Hun ville have ham til at gå ud til døren og lukke op. Men Mads ville helt sikkert ikke lukke Dorit ind. Hun havde selv lært ham til, at han aldrig måtte lukke op, uden hun selv var med ud til døren.Mads reagerede på hendes stemme, men kun ved at give sig til at vugge hurtigt frem og tilbage med sin lille krop. Det gjorde han altid, når han var utryg. En lyd ude fra altanen, gjorde hende skrækslagen. Var Allan her stadig? Maja lod sprækkerne, ved øjnene glide i. Hovedet gled tilbage mod ryglænet, og hun faldt tilbage i den døs, Dorits stemme havde revet hende ud af.

Endelig kom politiet og tog over. Døren blev brudt op. I løbet af ganske kort tid vrimlede det med mennesker. Maja blev hjulpet ud, og ned i en politibil. Venlige mennesker tog drengene i sin favn og snakkede beroligende til dem og forsvandt så ned af trappen med dem. En politimand snakkede kort med os.
Vi droppede resten af maden og whisten. Sad tilbage med rødrandede øjne. Vi var stille en lang stund, før vi begyndte at snakke om, alt det  grusomme vi havde set.

 

Efter seks rolige uger på krisecentret, uden børn, var Maja næsten kommet sig. En frivillig fjernelse af børnene havde været slem, men nødvendig … Hun havde ikke været i stand til at passe børnene, så gennemtævet hun havde været. Drengene ville være blevet tvangsfjernet, og hun ville få svært ved at få dem hjem igen
Politiet havde kørt hende på krisecentret,den skæbnesvangre aften, efter en tur på skadestuen, hvor hun var blevet lappet sammen.
Håret var så småt ved at vokse ud de steder hvor der havde været bare pletter, efter det hår han havde rykket af hende da han havde svunget hende rundt og rundt ved håret, i galskab, i lejligheden.
Manden havde fået et polititilhold og måtte ikke nærme sig hende og drengene mere. Snart skulle han for retten. Forhåbentlig ville han få en hård straf for den fysiske vold han havde udøvet mod hende, og hun håbede, at den psykiske vold han havde udvist mod både hende og drengene ville tælle med i straffen han ville få. Straffen for hustruvold, var alt for lille. En erfaring, hun efterhånden havde fået med i bagagen.
Lejligheden var gjort i stand. Låsesmeden skulle komme og skifte låsen, samt sætte et par kraftige sikkerhedskæder på indenfor. Politiet ville være til stede, mens det skete. Hun var blevet lovet en overfaldsalarm, når hun ville flytte hjem i lejligheden igen. Det var vigtigt at komme hurtigt hjem, så hun kunne få skabt et godt og sikkert hjem til drengene. Nøgler til lejligheden, kunne hun hente hos politiet næste formiddag.

Maja var ikke kommet tilbage tik krisecentre om eftermiddagen, som aftalt. Personalet havde advaret hende mod at tage tilbage til lejligheden, før hendes mand var bag tremmer. Men hun ville hjem. Ingen kunne forbyde det, så Maja var taget afsted, for at tjekke lejligheden.
En opringning fra centret, til politiet, bekræftede at Maja havde hentet sine nøgler. De ville gerne sende en patrulje til adressen, og tjekke om hun var der. Klokken nærmede sig otte om aftenen. Ingen lukkede op, på adressen.
”Måske er hun taget på en lille sviptur i byen. Hun dukker nok op på krisecentret senere på aftenen. Skal vi gå ud fra det?” spurgte den yngre politimand.
”Jo, måske i første omgang.” svarede den ældre, Bent Madsen. Han havde været med sidste gang de var blevet kaldt til adressen, af naboerne. Med et sug i maven, huskede han det frygtelige syn der havde mødt dem her. Han fik øje på en lille blodstribe på dørkarmen. ”Nej for helvede. Vi skal ind, og det skal være nu. Og, vi venter sgu´ ikke på en låsesmed.
Døren blev sparket ind. Alt var roligt og pænt i lejligheden.
”Jeg lugter blod,” Bent Madsens næse kendte lugten, den havde han mødt tit, i forbindelse med sit arbejde. Han tog i håndtaget til badeværelset, holdt vejret og lukkede døren op.Hurtigt lå han på knæ ved siden af Maja og mærkede efter puls. Han kiggede op på sin kollega. og med en klump i halsen udbrød han:
” Psykopat. Han fik gjort sit arbejde færdigt denne gang.”

 

 

 

 

 

Young Love—1958

Opgave 4

Young love.— 1958.

Jeg står uden for min opgang og ryger. Det er min 3. cigaret. Mit blik er rettet mod en opgang længere nede af gaden. Brittas nye kæreste holder på sin motorcykel tæt ved hendes opgang. Jeg lider alle helvedes kvaler. Jalousi. Fire år, har Britta været min kæreste. Men nu ignorerer hun mig helt.

Jeg kan gå hen og lange hendes nye kæreste en på skrinet, eller skubbe til ham, så han vælter med kværnen. Og det har jeg den største lyst til. Men så har jeg sikkert også forspildt enhver chance for at vinde hende tilbage. Slagsmål og vold er ikke lige hende. Jeg er heller ikke til vold. Men lige nu, sådan en lørdag aften, har jeg mest lyst til at smadre den idiot, der sidder der i sit skide lædertøj på en dyr maskine og venter på min pige.

Vi var meget unge, da det hele begyndte. Jeg havde set hende en enkelt gang i gaden, hvor jeg lige var flyttet til.

Og, nu sad hun minsandten her  i lokalet, hvor vi skulle forberedes til konfirmationen. Jeg skottede til hende igen og igen under hele undervisningen. Kunne ikke holde øjnene fra hende. Hendes rødbrune hår skinnede som pudsede kastanjer. Hendes smil fik min mave til krympe sammen og mit hjerte til at banke vildt, selvom hendes smil aldrig var tiltænkt mig. Vi kom ud fra kirkesalen, og jeg løb hende op.

”Hej, bor du ikke i Sejrøgade?

”Jo.” Hun kiggede på mig. ”Bor du her i Øgadekvarteret?”

”Ja, også i Sejrøgade. Vi er næsten lige flyttet ind. Jeg har set dig i gaden en dag.”

”Nå.”

”Skal du hjem nu?”

”Nej jeg skal i skole.”

”Går du på Alle´skolen?”

”Nej, på Sønderbro.”

”Kan vi følges et stykke af vejen?”

”Ja, fint.” Hun trak på skulderen og kastede et ligegyldigt blik på mig. ”Så kender du nok ikke mange i gaden, når du kun har boet der kort tid?”

”Nej, jeg kender kun en der hedder Tim. Han bor i nummer fjorten.”

”Nå ham. Ham kender jeg godt. Jeg bor også i fjorten.”

”Han er min kammerat. Vi laver en masse sjov sammen, går i biffen og sådan.”

”Han er en fin fyr. Hans mor og min mor er venner.”

”Vil du med, næste gang vi skal i biffen?”

”Nej, der er vist ikke penge til biografen. Jeg har ingen far, så mor må selv skrabe ind til alt, og det er svært. Hun spinker og sparer for at samle sammen til min konfirmation.”

Endelig fik jeg et smil, der var tilegnet mig. Jeg blev helt mundlam. Resten af vejen foregik i tavshed. Vi nåede hendes skole.

”Jeg smutter ind her.” Et nyt smil fra hende, og jeg svævede i en lykkerus. Hun var min drøm.

Hun blev en del af mit og Tims liv.

Vi tre var altid sammen, lavede alt sammen. Britta og jeg holdt i hånd, og kyssede i det skjulte når vi kunne komme til det, uden Tim så på. Pludselig var det hele forbi.

 Tim sagde godnat og forlod os. Jeg stod alene tilbage med Britta i hendes opgang. Vi kyssede vildt, følte på hinanden og var lige ved at gå over stregen.  

”Kan vi ikke skippe Tim lidt? Det kan ikke være rigtigt, at vi aldrig kan være alene om noget. Vi bliver snart atten og er aldrig kommet videre end til kys og kram. Jeg vil have mere af dig.” hun så spørgende på mig.

”Skal jeg vælge mellem dig og Tim?” Jeg blev forvirret, og vidste godt hvad hun mente med … Jeg vil have mere af dig… Jeg gerne ville i seng med hende, men var ikke parat til at tage skridtet fuldt ud, før jeg var færdig uddannet som smed. Tænk hvis hun blev gravid. Lysterne brændte tit og ofte som ild, men jeg ville ikke bindes så tæt endnu. Efter flere minutters tavshed, svarede jeg.

”Hvis jeg skal vælge, vælger jeg Tim. Han er min bedste kammerat” Det røg lige ud af min mund, og jeg vidste med det samme. Det var det forkerte svar.

”Bliv voksen mand.” Hun vendte sig hurtigt og løb op af trapperne med ordene. ”Du skal aldrig snakke til mig mere, du er en nar.”

”Ok.” råbte jeg efter hende.

Nu skulle hun sgu få at mærke, at hun ikke var mere værd, end en god kammerat. Jeg kunne godt ignorere hende, til hun kom på bedre tanker

Her står jeg . Det er  mig der er  kommet på bedre tanker. Jeg vil ikke undvære hende. Ham læderfidusen, skal vippes af pinden.

Sidst jeg så hende, tæt på, så jeg smerten i hendes øjne. Mit hjerte bløder. Og, Jeg vil have hende tilbage.