Opgave 3. (Motivation.)
Lene trommede med fingrene på bordet. Rastløsheden havde grebet hende. Hun burde gå ind og pakke sit træningstøj. Om et par timer skulle hun til Yoga.
I alle år hun havde gået til yoga, havde hun følt glæde ved at komme ned i lokalet og få rørt sig. Det sociale var også altid blevet vægtet højt. Det var et lille hold, der var hensynstagende. Alle havde forskellige ting at slås med, i bevægelsessystemet.
Det var ikke sygdom der blev snakket om, på holdet, bare lidt dagligdags snak imens de holdt en lille pause, hvor de drak et glas vand. Under træningen kom der altid sjove og søde bemærkninger, når en totalt kiksede en øvelse, eller det knagede i leddene. Hygge og træning var altid gået hånd i hånd på holdet. Den tid var forbi nu.
Motivationen til at komme afsted i dag var overhovedet ikke til stede.
For nogle uger siden var der kommet en ny dame på holdet. Og, hun var en belastning at være i selskab med.
Den nye havde underholdt med naturmedicin, flotte betegnelse på alt hvad det indeholder af vitaminer, mineraler og mere. Underholdningen havde også bestået af oplysninger om udrensning af legemet, ørepropper så lyde kunne holdes ude, når man skulle sove, og om hvordan man rensede sit drikkevand, så det blev sundt. Værst havde det været, når hun begyndte at underholde med, hvor elendigt hun syntes andre mennesker levede deres liv. Hun havde snakket samtidigt med hun lavede øvelserne.
Alle havde ladet hende snakke, uden at kommentere på hendes underholdning og hendes holdninger til det liv, hun syntes andre mennesker burde leve.
Men sidste gang var det blevet for meget for Lene.
De havde lige holdt vandpause, og skulle i gang med øvelser igen, da en af damerne skulle tisse.
I stedet for at gå i gang med øvelser, gik hyggesnakken videre, de tre minutter det havde taget at vente på tissetrolden.
Og, det havde gjort den nye dame irriteret, så hun havde meldt ud i en meget irriteret tone:
”Jeg er ikke kommet her for at snakke tiden bort. Jeg er kommet for at træne.”
Lene havde lukket øjnene og koncentreret sig om at holde sit temperament i skak. Hun var så gal, at hun var ved at eksplodere. Hvem var det lige der altid jappede en masse lort af sig?
Lærerinden havde forvirret undskyldt, beordret alle op at stå og var så begyndt at guide næste øvelse.
Kort tid efter havde den nye været i gang igen. Nu gik historien på hendes underboer. De drak, røg og levede et kummerligt liv. Så en dag ville de sikkert blive syge. Og, så kunne de leve, så godt med den cancer, hun næsten kunne ønske dem.
Her var Lenes grænse nået.— Nu måtte det stoppe, og hun havde meldt ud:
”Godt jeg ikke har det sådan, at jeg må gå og snage og holde øje med hvordan andre mennesker lever sit liv.”
Blikket hun havde fået fra den nye var dræbende og stemmen ligesådan.
”Var det en til mig?”
Lene havde hurtigt svaret.
”Ja, i allerhøjeste grad. Når man snakker så nedladende og ønsker sygdom og død over andre mennesker, har jeg fået nok. Uanset hvordan mennesker lever, kunne jeg ikke finde på at ønske dem sygdom og død. Føj for katten.”
Lærerinden havde set fortvivlet fra den ene til den anden, og havde prøvet at glatte ud. Hun var vel også forskrækket over at se Lene så ophidset? Det havde hun aldrig oplevet gennem årene.
Der havde været totalt stille den sidste halve time af yogaen.
Efter afslapningen, var Lene hurtigt trukket i sit tøj, sagt pænt tak for i dag og så var hun den der var smuttet. Hun skulle ikke have flere vrede salutter skudt af den dag.
Telefonen ringede. Lene kiggede på displayet og tog telefonen
”Hej Karen. Hvor hyggeligt. Hvad har du på hjertet?
”Når du er færdig med yoga i eftermiddag, vil du så med en tur til byen? Jeg har brug for at komme lidt hjemmefra.
”Det vil jeg rigtig gerne. Jeg dropper yogaen i dag, så kan vi tage af sted lige over middag. Hvis du syntes.”
”Dropper du din yoga? Er du blevet skør? Eller er du syg? ”
”Nej, nej. Jeg er bare ikke motiveret til yoga lige i dag. Jeg henter dig ved halv et tiden. Er det ok?
”Ja, det er rigtigt fint. Du er en skat. Vi ses.”
”Ja, vi gør. Jeg glæder mig, til en rigtig tøsetur. Hej.”