Kategoriarkiv: Opgaver

Dette indeholder opgaver.

Skytsenglen.

Opgave 3.

Jeg Hagiel, ser fra mit himmelske paradis, at en af mine har brug for hjælp. Og, er der brug for mig, så kommer jeg selvfølgelig til undsætning.
En ældre dame står dernede, fortvivlet, og kigger rundt i sit køkken der flyder med indkøbte varer, til den fødselsdag hun har bedt hele familien deltage i, søndag.
Jeg må hjælpe, så hun får en god fødselsdag. Men om jeg forstår, at hun ikke har hørt efter sin egen stemme, der igen og igen har fortalt hende, at hun ikke mere har overskud til at klare sådan en stor festivitas, helt alene.
Jeg tager turen ned til hendes køkken, hvor hun går og småsnakker med sig selv, sådan gør ældre mennesker jo. Et lille varsomt prik på hendes skulder, får hende til at se på mig.
”Godt du kom Hagiel,” siger hun og begynder at dirigere rundt med mig.
”Alle de varer der ligger der!” Hun slår om sig med armene, i alle retninger. ”De skal på plads i skabe, skuffer og køleskabet! – Ja du ved godt, hvor hver ting har sin plads ikke?”

Jo, det ved jeg skam alt om. For det er ikke første gang, jeg har reddet hende ud af en suppedas. Damen her har det med, altid at slå en større dej op, end hun kan bage.

Hun kan garanteret læse mine tanker- for lige med et siger hun.
”Jamen Hagiel, du kan vel forstå, at der skal bages mange boller og kager, når hele hæren kommer på besøg.”
”Hele hæren? ” spørger jeg.
”Nå ja, måske ikke hele hæren, men en masse mennesker, så. ”

Da alle varer er sat på plads, piler min dame ind i spisestuen og peger på bordet.
”Bordet her skal flyttes! Og, vi skal have et bord mere sat op, så der er plads til alle!”
”Ok, men du tror vel ikke, jeg er ”SUPERMAND”? Mine vinger er skrøbelige, så det bord bliver stående hvor det står.” Det andet bord du skal have sat op, vejer ikke meget, så det klarer du fint selv.”
”Nå ja, det gør jeg vel. Men måske kommer jeg til at mangle stole.”
”Du har vel en telefon?” spørger jeg.
”Ja, det har jeg, men hvad hjælper det på stolemangel? Nå ja, nu ved jeg, hvor du vil hen med det spørgsmål. Jeg kan ringe og spørge, om nogen vil tage klapstole med. God ide, du fik der Hagiel.”

”Jeg er altid fuld af gode ideer. Og nu tror jeg, du har styr på det meste. Bare klem på – du gamle. Du skal nok nå at blive færdig, inden dine gæster kommer. Det er jo kun fredag. I morgen, lørdag, bager du, lægger lagkager sammen og dækker bord. Søndag formiddag er der kun tilbage, at lave forberedelser til skrub af maden, som bare skal i ovnen en halv time før I skal spise. Det bliver alletiders fødselsdag.”

Jeg siger farvel og drager op i mit himmelske paradis, men holder stadig lidt øje med, hvordan det går hos min dame…
Det er aften. Hun tænder fjersynet, sættes sig godt tilrette i sin gode stol. På det lille sidebord, er der linet op med kaffe og et par lækre stykker smørrebrød. Mange ting har hun allerede nået, så nu skal aftenen nydes. VILD MED DANS er på programmet. Hun kigger lidt skråt op og sender mig en lille hilsen.
Tak Hagiel, Dejligt at du kom og besøgte mig. Du forstår, som ingen anden, at få sat fut i mig.

En Sjuskedorte.

En Sjuskedorte.

Jeg er knap færdig med morgenkaffen, og er stadig i nattøjet da det ringer på døren. Jeg går ud og åbner.
”Hej Bente, kom indenfor. Du er godt nok tidligt på færde.”
”Tak.” Hun smiler. ”Jeg havde et ærinde i nærheden og tænkte, at så skulle du have besøg.”
”Det var en sød tanke. Men som du ser, er jeg ikke kommet så langt, at jeg er kommet i tøjet.”
”Har det nogen betydning? Du ser skøn ud med uglet morgenhår. Dejlig løs og stor pyjamas du har der.” Hun peger på mine slaskede bukser.
”Tak. Jeg elsker min pyjamas.
Jeg går ud i køkkenet for at sætter ny kaffe over. Bente følger i hælende på mig. Hun sætter sig på en stol ved mit lille bord, der står op mod væggen.
En rodekurv står inders på bordet. Den bliver brugt til at smide læsestof og andet i, hvis det skal ses nærmere på, inden det måske havner i papcontaineren.
Bentes blik er rettet, intens, mod kurven. Jeg føler jeg må sige noget.
”Ja, min kurv bugner, den trænger til en oprydning. Jeg er lidt af et dyngemenneske.” Jeg griner lidt.
”Hvad mener du med et dyngemenneske?” spørger Bente.
”Tja, nu som kurven. Jeg dynger alt op i den, til jeg har tid til at sortere i tingene.
”Nå, det man kalder et rodehoved?.”
”Nej, jeg er ikke et rodehoved. Men, alt behøver ikke være perfekt.”
”jeg så, at du ikke har fået redt din seng. Det er det første jeg gør, efter jeg har luftet ud.”
”Nå.” svarer jeg og mærker, at jeg er ved at blive irritabel. Jeg hader formaninger. Jeg finder et hvidt krus og en grøn sidetallerken frem til hende. Mit halvtomme krus og min tallerken står stadig på bordet.
Bente sidder og skubber til et par vildtfarne krummer, fra min morgenmad. Varsomt børster hun krummerne ned fra dugen, så de lander i hendes anden hånd, der er hulet som en skål. Hun rejser sig og smider krummerne i skraldespanden, i skabet under køkkenvasken.
”Din affaldspose er næsten fuld. Tømmer du den ikke om aftenen, inden du går i seng?”
Jeg svarer ikke, men spørger:
”Vil du have et stykke knækbrød med ost?”
”Nej tak, søde. Du sidder da vel ikke og gnasker i knækbrød? Du burde købe noget lækkert brød, og ikke leve så tarveligt.”
”Jeg lever ikke tarveligt.” forsvarer jeg mig. ”Og, jeg hader at skulle smide mad ud, derfor handler jeg kun stort ind, når jeg skal have gæster.”
”Det er fint, men du har vel sjældent gæster?”
”Jo, det har jeg faktisk. Min vennekreds er stor.”
Jeg hælder kaffe op i hendes krus.
”Har du ikke en hvid tallerken, så tingen passer sammen? ”
Den grønne tallerken, hiver jeg irriteret væk fra bordet.

”Sådan! Så passer farverne. Du vil jo ikke have mit tarvelige knækbrød, så du har kun brug for kruset.”
“Når du har drukket din kaffe, kan du gå ud med min affaldspose, derefter kan du komme ind og lufte ud i soveværelset og rede min seng.” Jeg trækker vejret langt ned i maven. ”Senere kan du skrive en dosmerseddel og gå ud og handle for mig, så jeg ikke får noget tarveligt mad ind i mit hjem. Og, imens du gør mig og mit hjem perfekt, kan jeg tage et dejligt varmt bad og komme i mit tøj.”
Bente kigger på mig, med åben mund.
”Jamen sødeste! Jeg vil da hjertens gerne hjælpe dig med at blive perfekt. Du skal ikke gå og have det dårligt med, at du er lidt af en sjuskedorte.”
Med et snuptag, fjerner jeg hendes krus fra bordet. Kaffen skvulpede over og plaskede ned på gulvet.
”Ud!” råber jeg. ”Mit liv er perfekt som det er.” Jeg holder inde med mit voldsomme udbrud lidt og fortsætte med lav stemme.
”Bente, du må gå, vores kemi passer ikke sammen. Vi må hver især leve det liv, vi selv ønsker.”
Bente rejser sig og ser uforstående på mig. Hendes øjne fortæller mig, at hun ikke forstår, hun med sine dumme kommentarer og kritik nedgør mig.
Langsomt lukker jeg fordøren efter Bente. Jeg nynner et par strofer, og ”Sjuskedorte” tager et par lette dansetrin.

solnedgang

Opgave 2.

solnedgang.

Jeg sidder på skrå i mit bilsæde. Bildøren er åben, og mine bare fødder er plantet ude i det bløde og varme sand. Jeg venter på Gerda. Vi har aftalt at mødes her ved hendes lille, hvide badehus på stranden i Blokhus. Vi skal hygge, spise og drikke et enkelt glas vin, imens vi ser solnedgang.

En stor, sort bil kører langsomt forbi. Manden i bilen kaster et langt blik på mig, som om han kender mig. Jeg kigger efter bilen lidt, lukker øjnene og bliver ført 45 år tilbage.

Bordet er smukt. Maden er klar. Lars skal overraskes og fejres. Han har bestået sit svendestykke og har fået arbejde.

Jeg har noget jeg skal fortælle, ham, og håber han bliver glad. Vi er begge færdige med uddannelser, har arbejde og har også fået en lille lejlighed, så vi kan sagtens klare livets udfordringer.

Lars lader vente på sig. Ind i mellem er jeg nervøs. Er han kommet noget til? Så lidt gal. Maden er snart ikke værd at spise, så længe den har stået og ventet.

Endelig dukker Lars op. Han smiler og er i et vældigt humør.

”Hej skat, nu skal du høre, hvad jeg har…” Han får øje på bordet. ”Noget der skal fejres?” Han ligner et stort spørgsmålstegn.

”Ja, jeg ville fejre dig. Men maden er sikkert kedelig nu, den har været klar et par timer.” Jeg er kort for hovedet. ”Noget interessant du vil fortælle? ”

”Ja, den sorte bil jeg længe har kigget langt efter, den på autocentralen. Den har jeg købt.”

”Hvad.” Jeg måber. ”Har du købt bil, uden at snakke med mig om det?”

”Ja, nu begynder jeg jo at tjene gode penge, og så vil jeg sgu´ ha´ den bil.

Jeg er tavs. Vi sætter os til bords. Stille og forsigtigt begynder jeg.

”Lars, jeg tror ikke vi har råd til bil nu. Vi får brug for en barnevogn og en større lejlighed, hen ad vejen. Jeg er gravid.”

Jeg er spændt. Håber at se et glædessmil.

”Skal vi ha´ en unge?” Han ser rædselsslagen ud.

”Nej Lars. Vi skal have et barn,” ler jeg.

”Du skal have barn. Jeg skal ha´ bil.”

Jeg ser forfærdet på ham, da han næsten springer op fra stolen, haster ud i gangen og tager sin frakke. Døren smækker i efter ham, med et brag.

Hvad? Her sidder jeg så og skal klare alt alene. Jeg græder mig i søvn.

Jeg bliver vækket af et kys på panden og en hånd der stryger mig blidt på kinden.

”Skat. Jeg vil bare sige, at jeg får ordnet det med bilen. Jeg skal nok blive en god far. Jeg …”

”Halløjsa. Er du faldet helt i staver?” Gerdas stemme bringer mig tilbage til virkeligheden.

”Ja, jeg sad såmænd bare og tænkte lidt på Lars.” Jeg smiler. ”Jeg savner ham.”

”Ja, jeg ved det. Han var et dejligt menneske.” hun smiler tilbage. ”Kom så du. Jeg har mad med, og nu skal vi spise og siden se solnedgangen.”