Opgave 5 Novelle.
Kun en hvisken.
Min mand, Viggo, og jeg havde inviteret et par venner, Lissi og Jan. Vi skulle spise sammen og derefter have et slag whist. Vi var godt i gang med middagen, da Jan spurgte:
”Dorit, hvad er det for mennesker I har fået til naboer? En fulderik var på vej op af trappen, foran os da vi kom. Han lukkede sig ind, ved siden af.” Det var Viggo der svarede.
”Ja for satan, den fyr bærer nogle ordentlige branderter hjem. Vi har også mistanke om, at han mishandler konen. Han råber drønhøjt, når han kommer hjem og er fuld. Vi må vel klage på boligkontoret, hvis det bliver for slemt, med dem.”
Jeg indskød. ”Det er da kun ham der larmer. Maja og drengene er stille og rolige.”
“kender du naboen?”
“Ja jeg har snakket med hende en del gange. Hun virker nervøs. Det er tydeligt, at hun ikke har det godt.” længere kom vi ikke i samtalen.
Pludselig lød der høje kvindeskrig og barnegråd fra nabolejligheden. Der blev sikkert også kastet med ting. Det ene brag efter det andet, nåede vores ører. Vi kiggede på hinanden og hurtigt var vi alle fire ud i korridoren. Viggo åbnede vores indgangsdør. Det her skulle stoppes.
Samtidig blev døren overfor revet op. Fyren smuttede ud, smækkede døren og fløj i raketfart ned af trappen.
Viggo bankede hårdt på nabodøren. Ingen reaktion, undtaget høj barnegråd.
Jan tog mobiltelefon op af lommen og ringede til politiet.
Lissi stod forfærdet med begge hænder anbragt omkring hage og kinder. Hun var chokeret og handlingslammet.
Jeg satte mig på hug og råbte ind af brevsprækken for at komme i kontakt med Maja.
”Maja. Maja. Det er din nabo, Dorit, vær sød at lukke op, så vi kan hjælpe dig. Stadig ingen reaktion, men endnu højere og hjerteskærende barnegråd.
Maja forsøgte at rejse sig fra sofaen, men blev hurtigt klar over, at hun ikke kunne gå ud til døren og åbne. Bare at prøve at åbne øjnene var en kamp. I de små sprækker hun fik åbnet i de hævede øjne, så hun i en tåge sønnen Mads, på seks år sidde sammenkrøbet under spisebordet. Han holdt krampagtigt et par sofapuder ind mod sine ører. John, på tre, lå hen over hendes knæ og klamrede sig til hende og ville ikke slippe taget, så hun kunne prøve at komme op at stå. Hun var våd. Enten havde John grædt meget og gjort hende våd, eller hun havde tisset i bukserne? Måske var det barnet hun ventede, hun havde mistet? Det ville ikke være en katastrofe. Hun havde hadet at skulle sætte endnu barn til verden. Et barn der ikke var undfanget af kærlighed, men ved vold og magt, ligesom de to andre.
Smerter jog gennem hende, for hver en lille bevægelse, hun gjorde. Hun opgav at komme op fra sofaen. Hun råbte til Dorit, men hendes stemme blev kun til en hvisken, der knapt nåede ud i rummet.
”Mads” fremstammede hun. Hun ville have ham til at gå ud til døren og lukke op. Men Mads ville helt sikkert ikke lukke Dorit ind. Hun havde selv lært ham til, at han aldrig måtte lukke op, uden hun selv var med ud til døren.Mads reagerede på hendes stemme, men kun ved at give sig til at vugge hurtigt frem og tilbage med sin lille krop. Det gjorde han altid, når han var utryg. En lyd ude fra altanen, gjorde hende skrækslagen. Var Allan her stadig? Maja lod sprækkerne, ved øjnene glide i. Hovedet gled tilbage mod ryglænet, og hun faldt tilbage i den døs, Dorits stemme havde revet hende ud af.
Endelig kom politiet og tog over. Døren blev brudt op. I løbet af ganske kort tid vrimlede det med mennesker. Maja blev hjulpet ud, og ned i en politibil. Venlige mennesker tog drengene i sin favn og snakkede beroligende til dem og forsvandt så ned af trappen med dem. En politimand snakkede kort med os.
Vi droppede resten af maden og whisten. Sad tilbage med rødrandede øjne. Vi var stille en lang stund, før vi begyndte at snakke om, alt det grusomme vi havde set.
Efter seks rolige uger på krisecentret, uden børn, var Maja næsten kommet sig. En frivillig fjernelse af børnene havde været slem, men nødvendig … Hun havde ikke været i stand til at passe børnene, så gennemtævet hun havde været. Drengene ville være blevet tvangsfjernet, og hun ville få svært ved at få dem hjem igen
Politiet havde kørt hende på krisecentret,den skæbnesvangre aften, efter en tur på skadestuen, hvor hun var blevet lappet sammen.
Håret var så småt ved at vokse ud de steder hvor der havde været bare pletter, efter det hår han havde rykket af hende da han havde svunget hende rundt og rundt ved håret, i galskab, i lejligheden.
Manden havde fået et polititilhold og måtte ikke nærme sig hende og drengene mere. Snart skulle han for retten. Forhåbentlig ville han få en hård straf for den fysiske vold han havde udøvet mod hende, og hun håbede, at den psykiske vold han havde udvist mod både hende og drengene ville tælle med i straffen han ville få. Straffen for hustruvold, var alt for lille. En erfaring, hun efterhånden havde fået med i bagagen.
Lejligheden var gjort i stand. Låsesmeden skulle komme og skifte låsen, samt sætte et par kraftige sikkerhedskæder på indenfor. Politiet ville være til stede, mens det skete. Hun var blevet lovet en overfaldsalarm, når hun ville flytte hjem i lejligheden igen. Det var vigtigt at komme hurtigt hjem, så hun kunne få skabt et godt og sikkert hjem til drengene. Nøgler til lejligheden, kunne hun hente hos politiet næste formiddag.
Maja var ikke kommet tilbage tik krisecentre om eftermiddagen, som aftalt. Personalet havde advaret hende mod at tage tilbage til lejligheden, før hendes mand var bag tremmer. Men hun ville hjem. Ingen kunne forbyde det, så Maja var taget afsted, for at tjekke lejligheden.
En opringning fra centret, til politiet, bekræftede at Maja havde hentet sine nøgler. De ville gerne sende en patrulje til adressen, og tjekke om hun var der. Klokken nærmede sig otte om aftenen. Ingen lukkede op, på adressen.
”Måske er hun taget på en lille sviptur i byen. Hun dukker nok op på krisecentret senere på aftenen. Skal vi gå ud fra det?” spurgte den yngre politimand.
”Jo, måske i første omgang.” svarede den ældre, Bent Madsen. Han havde været med sidste gang de var blevet kaldt til adressen, af naboerne. Med et sug i maven, huskede han det frygtelige syn der havde mødt dem her. Han fik øje på en lille blodstribe på dørkarmen. ”Nej for helvede. Vi skal ind, og det skal være nu. Og, vi venter sgu´ ikke på en låsesmed.
Døren blev sparket ind. Alt var roligt og pænt i lejligheden.
”Jeg lugter blod,” Bent Madsens næse kendte lugten, den havde han mødt tit, i forbindelse med sit arbejde. Han tog i håndtaget til badeværelset, holdt vejret og lukkede døren op.Hurtigt lå han på knæ ved siden af Maja og mærkede efter puls. Han kiggede op på sin kollega. og med en klump i halsen udbrød han:
” Psykopat. Han fik gjort sit arbejde færdigt denne gang.”