Opgave 5    Novelle.

Kun en hvisken.

Min mand, Viggo, og jeg havde inviteret et par venner, Lissi og Jan. Vi skulle spise sammen og derefter have et slag whist. Vi var godt i gang med middagen, da Jan spurgte:
”Dorit, hvad er det for mennesker I har fået til naboer? En fulderik var på vej op af trappen, foran os da vi kom. Han lukkede sig ind, ved siden af.” Det var Viggo der svarede.
”Ja for satan, den fyr bærer nogle ordentlige branderter hjem. Vi har også mistanke om, at han mishandler konen. Han råber drønhøjt, når han kommer hjem og er fuld. Vi må vel klage på boligkontoret, hvis det bliver for slemt, med dem.”
Jeg indskød. ”Det er da kun ham der larmer. Maja og drengene er stille og rolige.”
“kender du naboen?”
“Ja jeg har snakket med hende en del gange. Hun virker nervøs. Det er tydeligt, at hun ikke har det godt.” længere kom vi ikke i samtalen.
Pludselig lød der høje kvindeskrig og barnegråd fra nabolejligheden. Der blev sikkert også kastet med ting. Det ene brag efter det andet, nåede vores ører. Vi kiggede på hinanden og hurtigt var vi alle fire ud i korridoren. Viggo åbnede vores indgangsdør. Det her skulle stoppes.
Samtidig blev døren overfor revet op. Fyren smuttede ud, smækkede døren og fløj i raketfart ned af trappen.
Viggo bankede hårdt på nabodøren. Ingen reaktion, undtaget høj barnegråd.
Jan tog mobiltelefon op af lommen og ringede til politiet.
Lissi stod forfærdet med begge hænder anbragt omkring hage og kinder. Hun var chokeret og handlingslammet.
Jeg satte mig på hug og råbte ind af brevsprækken for at komme i kontakt med Maja.
”Maja. Maja. Det er din nabo, Dorit, vær sød at lukke op, så vi kan hjælpe dig. Stadig ingen reaktion, men endnu højere og hjerteskærende barnegråd.

Maja forsøgte at rejse sig fra sofaen, men blev hurtigt klar over, at hun ikke kunne gå ud til døren og åbne. Bare at prøve at åbne øjnene var en kamp. I de små sprækker hun fik åbnet i de hævede øjne, så hun i en tåge sønnen Mads, på seks år sidde sammenkrøbet under spisebordet. Han holdt krampagtigt et par sofapuder ind mod sine ører. John, på tre, lå hen over hendes knæ og klamrede sig til hende og ville ikke slippe taget, så hun kunne prøve at komme op at stå. Hun var våd. Enten havde John grædt meget og gjort hende våd, eller hun havde tisset i bukserne? Måske var det barnet hun ventede, hun havde mistet? Det ville ikke være en katastrofe. Hun havde hadet at skulle sætte endnu barn til verden. Et barn der ikke var undfanget af kærlighed, men ved vold og magt, ligesom de to andre.
Smerter jog gennem hende, for hver en lille bevægelse, hun gjorde. Hun opgav at komme op fra sofaen. Hun råbte til Dorit, men hendes stemme blev kun til en hvisken, der knapt nåede ud i rummet.
”Mads” fremstammede hun. Hun ville have ham til at gå ud til døren og lukke op. Men Mads ville helt sikkert ikke lukke Dorit ind. Hun havde selv lært ham til, at han aldrig måtte lukke op, uden hun selv var med ud til døren.Mads reagerede på hendes stemme, men kun ved at give sig til at vugge hurtigt frem og tilbage med sin lille krop. Det gjorde han altid, når han var utryg. En lyd ude fra altanen, gjorde hende skrækslagen. Var Allan her stadig? Maja lod sprækkerne, ved øjnene glide i. Hovedet gled tilbage mod ryglænet, og hun faldt tilbage i den døs, Dorits stemme havde revet hende ud af.

Endelig kom politiet og tog over. Døren blev brudt op. I løbet af ganske kort tid vrimlede det med mennesker. Maja blev hjulpet ud, og ned i en politibil. Venlige mennesker tog drengene i sin favn og snakkede beroligende til dem og forsvandt så ned af trappen med dem. En politimand snakkede kort med os.
Vi droppede resten af maden og whisten. Sad tilbage med rødrandede øjne. Vi var stille en lang stund, før vi begyndte at snakke om, alt det  grusomme vi havde set.

Efter seks rolige uger på krisecentret, uden børn, var Maja næsten kommet sig. En frivillig fjernelse af børnene havde været slem, men nødvendig … Hun havde ikke været i stand til at passe børnene, så gennemtævet hun havde været. Drengene ville være blevet tvangsfjernet, og hun ville få svært ved at få dem hjem igen
Politiet havde kørt hende på krisecentret,den skæbnesvangre aften, efter en tur på skadestuen, hvor hun var blevet lappet sammen.
Håret var så småt ved at vokse ud de steder hvor der havde været bare pletter, efter det hår han havde rykket af hende da han havde svunget hende rundt og rundt ved håret, i galskab, i lejligheden.
Manden havde fået et polititilhold og måtte ikke nærme sig hende og drengene mere. Snart skulle han for retten. Forhåbentlig ville han få en hård straf for den fysiske vold han havde udøvet mod hende, og hun håbede, at den psykiske vold han havde udvist mod både hende og drengene ville tælle med i straffen han ville få. Straffen for hustruvold, var alt for lille. En erfaring, hun efterhånden havde fået med i bagagen.
Lejligheden var gjort i stand. Låsesmeden skulle komme og skifte låsen, samt sætte et par kraftige sikkerhedskæder på indenfor. Politiet ville være til stede, mens det skete. Hun var blevet lovet en overfaldsalarm, når hun ville flytte hjem i lejligheden igen. Det var vigtigt at komme hurtigt hjem, så hun kunne få skabt et godt og sikkert hjem til drengene. Nøgler til lejligheden, kunne hun hente hos politiet næste formiddag.

Maja var ikke kommet tilbage tik krisecentre om eftermiddagen, som aftalt. Personalet havde advaret hende mod at tage tilbage til lejligheden, før hendes mand var bag tremmer. Men hun ville hjem. Ingen kunne forbyde det, så Maja var taget afsted, for at tjekke lejligheden.
En opringning fra centret, til politiet, bekræftede at Maja havde hentet sine nøgler. De ville gerne sende en patrulje til adressen, og tjekke om hun var der. Klokken nærmede sig otte om aftenen. Ingen lukkede op, på adressen.
”Måske er hun taget på en lille sviptur i byen. Hun dukker nok op på krisecentret senere på aftenen. Skal vi gå ud fra det?” spurgte den yngre politimand.
”Jo, måske i første omgang.” svarede den ældre, Bent Madsen. Han havde været med sidste gang de var blevet kaldt til adressen, af naboerne. Med et sug i maven, huskede han det frygtelige syn der havde mødt dem her. Han fik øje på en lille blodstribe på dørkarmen. ”Nej for helvede. Vi skal ind, og det skal være nu. Og, vi venter sgu´ ikke på en låsesmed.
Døren blev sparket ind. Alt var roligt og pænt i lejligheden.
”Jeg lugter blod,” Bent Madsens næse kendte lugten, den havde han mødt tit, i forbindelse med sit arbejde. Han tog i håndtaget til badeværelset, holdt vejret og lukkede døren op.Hurtigt lå han på knæ ved siden af Maja og mærkede efter puls. Han kiggede op på sin kollega. og med en klump i halsen udbrød han:
” Psykopat. Han fik gjort sit arbejde færdigt denne gang.”

Opgave 4

Young love.— 1958.

Jeg står uden for min opgang og ryger. Det er min 3. cigaret. Mit blik er rettet mod en opgang længere nede af gaden. Brittas nye kæreste holder på sin motorcykel tæt ved hendes opgang. Jeg lider alle helvedes kvaler. Jalousi. Fire år, har Britta været min kæreste. Men nu ignorerer hun mig helt.

Jeg kan gå hen og lange hendes nye kæreste en på skrinet, eller skubbe til ham, så han vælter med kværnen. Og det har jeg den største lyst til. Men så har jeg sikkert også forspildt enhver chance for at vinde hende tilbage. Slagsmål og vold er ikke lige hende. Jeg er heller ikke til vold. Men lige nu, sådan en lørdag aften, har jeg mest lyst til at smadre den idiot, der sidder der i sit skide lædertøj på en dyr maskine og venter på min pige.

Vi var meget unge, da det hele begyndte. Jeg havde set hende en enkelt gang i gaden, hvor jeg lige var flyttet til.

Og, nu sad hun minsandten her  i lokalet, hvor vi skulle forberedes til konfirmationen. Jeg skottede til hende igen og igen under hele undervisningen. Kunne ikke holde øjnene fra hende. Hendes rødbrune hår skinnede som pudsede kastanjer. Hendes smil fik min mave til krympe sammen og mit hjerte til at banke vildt, selvom hendes smil aldrig var tiltænkt mig. Vi kom ud fra kirkesalen, og jeg løb hende op.

”Hej, bor du ikke i Sejrøgade?

”Jo.” Hun kiggede på mig. ”Bor du her i Øgadekvarteret?”

”Ja, også i Sejrøgade. Vi er næsten lige flyttet ind. Jeg har set dig i gaden en dag.”

”Nå.”

”Skal du hjem nu?”

”Nej jeg skal i skole.”

”Går du på Alle´skolen?”

”Nej, på Sønderbro.”

”Kan vi følges et stykke af vejen?”

”Ja, fint.” Hun trak på skulderen og kastede et ligegyldigt blik på mig. ”Så kender du nok ikke mange i gaden, når du kun har boet der kort tid?”

”Nej, jeg kender kun en der hedder Tim. Han bor i nummer fjorten.”

”Nå ham. Ham kender jeg godt. Jeg bor også i fjorten.”

”Han er min kammerat. Vi laver en masse sjov sammen, går i biffen og sådan.”

”Han er en fin fyr. Hans mor og min mor er venner.”

”Vil du med, næste gang vi skal i biffen?”

”Nej, der er vist ikke penge til biografen. Jeg har ingen far, så mor må selv skrabe ind til alt, og det er svært. Hun spinker og sparer for at samle sammen til min konfirmation.”

Endelig fik jeg et smil, der var tilegnet mig. Jeg blev helt mundlam. Resten af vejen foregik i tavshed. Vi nåede hendes skole.

”Jeg smutter ind her.” Et nyt smil fra hende, og jeg svævede i en lykkerus. Hun var min drøm.

Hun blev en del af mit og Tims liv.

Vi tre var altid sammen, lavede alt sammen. Britta og jeg holdt i hånd, og kyssede i det skjulte når vi kunne komme til det, uden Tim så på. Pludselig var det hele forbi.

 Tim sagde godnat og forlod os. Jeg stod alene tilbage med Britta i hendes opgang. Vi kyssede vildt, følte på hinanden og var lige ved at gå over stregen.  

”Kan vi ikke skippe Tim lidt? Det kan ikke være rigtigt, at vi aldrig kan være alene om noget. Vi bliver snart atten og er aldrig kommet videre end til kys og kram. Jeg vil have mere af dig.” hun så spørgende på mig.

”Skal jeg vælge mellem dig og Tim?” Jeg blev forvirret, og vidste godt hvad hun mente med … Jeg vil have mere af dig… Jeg gerne ville i seng med hende, men var ikke parat til at tage skridtet fuldt ud, før jeg var færdig uddannet som smed. Tænk hvis hun blev gravid. Lysterne brændte tit og ofte som ild, men jeg ville ikke bindes så tæt endnu. Efter flere minutters tavshed, svarede jeg.

”Hvis jeg skal vælge, vælger jeg Tim. Han er min bedste kammerat” Det røg lige ud af min mund, og jeg vidste med det samme. Det var det forkerte svar.

”Bliv voksen mand.” Hun vendte sig hurtigt og løb op af trapperne med ordene. ”Du skal aldrig snakke til mig mere, du er en nar.”

”Ok.” råbte jeg efter hende.

Nu skulle hun sgu få at mærke, at hun ikke var mere værd, end en god kammerat. Jeg kunne godt ignorere hende, til hun kom på bedre tanker

Her står jeg . Det er  mig der er  kommet på bedre tanker. Jeg vil ikke undvære hende. Ham læderfidusen, skal vippes af pinden.

Sidst jeg så hende, tæt på, så jeg smerten i hendes øjne. Mit hjerte bløder. Og, Jeg vil have hende tilbage.

Opgave 3.    (Motivation.)

Lene trommede med fingrene på bordet. Rastløsheden havde grebet hende. Hun burde gå ind og pakke sit træningstøj. Om et par timer skulle hun til Yoga.

I alle år hun havde gået til yoga, havde hun følt glæde ved at komme ned i lokalet og få rørt sig. Det sociale var også altid blevet vægtet højt. Det var et lille hold, der var hensynstagende. Alle havde forskellige ting at slås med, i bevægelsessystemet.

Det var ikke sygdom der blev snakket om, på holdet, bare lidt dagligdags snak imens de holdt en lille pause, hvor de drak et glas vand. Under træningen kom der altid sjove og søde bemærkninger, når en totalt kiksede en øvelse, eller det knagede i leddene. Hygge og træning var altid gået hånd i hånd på holdet. Den tid var forbi nu.

Motivationen til at komme afsted i dag var overhovedet ikke til stede.

For nogle uger siden var der kommet en ny dame på holdet. Og, hun var en belastning at være i selskab med.

Den nye havde underholdt med naturmedicin, flotte betegnelse på alt hvad det indeholder af vitaminer, mineraler og mere. Underholdningen havde også bestået af oplysninger om udrensning af legemet, ørepropper så lyde kunne holdes ude, når man skulle sove, og om hvordan man rensede sit drikkevand, så det blev sundt. Værst havde det været, når hun begyndte at underholde med, hvor elendigt hun syntes andre mennesker levede deres liv. Hun havde snakket samtidigt med hun lavede øvelserne.

Alle havde ladet hende snakke, uden at kommentere på hendes underholdning og hendes holdninger til det liv, hun syntes andre mennesker burde leve.

Men sidste gang var det blevet for meget for Lene.

De havde lige holdt vandpause, og skulle i gang med øvelser igen, da en af damerne skulle tisse.

I stedet for at gå i gang med øvelser, gik hyggesnakken videre, de tre minutter det havde taget at vente på tissetrolden.

Og, det havde gjort den nye dame irriteret, så hun havde meldt ud i en meget irriteret tone:

”Jeg er ikke kommet her for at snakke tiden bort. Jeg er kommet for at træne.”

Lene havde lukket øjnene og koncentreret sig om at holde sit temperament i skak. Hun var så gal, at hun var ved at eksplodere. Hvem var det lige der altid jappede en masse lort af sig?

Lærerinden havde forvirret undskyldt, beordret alle op at stå og var så begyndt at guide næste øvelse.

Kort tid efter havde den nye været i gang igen. Nu gik historien på hendes underboer. De drak, røg og levede et kummerligt liv. Så en dag ville de sikkert blive syge. Og, så kunne de leve, så godt med den cancer, hun næsten kunne ønske dem.

Her var Lenes grænse nået.— Nu måtte det stoppe, og hun havde meldt ud:

”Godt jeg ikke har det sådan, at jeg må gå og snage og holde øje med hvordan andre mennesker lever sit liv.”

Blikket hun havde fået fra den nye var dræbende og stemmen ligesådan.

”Var det en til mig?”

Lene havde hurtigt svaret.

”Ja, i allerhøjeste grad. Når man snakker så nedladende og ønsker sygdom og død over andre mennesker, har jeg fået nok. Uanset hvordan mennesker lever, kunne jeg ikke finde på at ønske dem sygdom og død. Føj for katten.”

Lærerinden havde set fortvivlet fra den ene til den anden, og havde prøvet at glatte ud. Hun var vel også forskrækket over at se Lene så ophidset? Det havde hun aldrig oplevet gennem årene.

Der havde været totalt stille den sidste halve time af yogaen.

Efter afslapningen, var Lene hurtigt trukket i sit tøj, sagt pænt tak for i dag og så var hun den der var smuttet. Hun skulle ikke have flere vrede salutter skudt af  den dag.

Telefonen ringede. Lene kiggede på displayet og tog telefonen

”Hej Karen. Hvor hyggeligt. Hvad har du på hjertet?

”Når du er færdig med yoga i eftermiddag, vil du så med en tur til byen? Jeg har brug for at komme lidt hjemmefra.

”Det vil jeg rigtig gerne. Jeg dropper yogaen i dag, så kan vi tage af sted lige over middag. Hvis du syntes.”

”Dropper du din yoga? Er du blevet skør? Eller er du syg? ”

”Nej, nej. Jeg er bare ikke motiveret til yoga lige i dag. Jeg henter dig ved halv et tiden. Er det ok?

”Ja, det er rigtigt fint. Du er en skat. Vi ses.”

”Ja, vi gør. Jeg glæder mig, til en rigtig tøsetur. Hej.”