Månedsarkiv: november 2014

solnedgang

Opgave 2.

solnedgang.

Jeg sidder på skrå i mit bilsæde. Bildøren er åben, og mine bare fødder er plantet ude i det bløde og varme sand. Jeg venter på Gerda. Vi har aftalt at mødes her ved hendes lille, hvide badehus på stranden i Blokhus. Vi skal hygge, spise og drikke et enkelt glas vin, imens vi ser solnedgang.

En stor, sort bil kører langsomt forbi. Manden i bilen kaster et langt blik på mig, som om han kender mig. Jeg kigger efter bilen lidt, lukker øjnene og bliver ført 45 år tilbage.

Bordet er smukt. Maden er klar. Lars skal overraskes og fejres. Han har bestået sit svendestykke og har fået arbejde.

Jeg har noget jeg skal fortælle, ham, og håber han bliver glad. Vi er begge færdige med uddannelser, har arbejde og har også fået en lille lejlighed, så vi kan sagtens klare livets udfordringer.

Lars lader vente på sig. Ind i mellem er jeg nervøs. Er han kommet noget til? Så lidt gal. Maden er snart ikke værd at spise, så længe den har stået og ventet.

Endelig dukker Lars op. Han smiler og er i et vældigt humør.

”Hej skat, nu skal du høre, hvad jeg har…” Han får øje på bordet. ”Noget der skal fejres?” Han ligner et stort spørgsmålstegn.

”Ja, jeg ville fejre dig. Men maden er sikkert kedelig nu, den har været klar et par timer.” Jeg er kort for hovedet. ”Noget interessant du vil fortælle? ”

”Ja, den sorte bil jeg længe har kigget langt efter, den på autocentralen. Den har jeg købt.”

”Hvad.” Jeg måber. ”Har du købt bil, uden at snakke med mig om det?”

”Ja, nu begynder jeg jo at tjene gode penge, og så vil jeg sgu´ ha´ den bil.

Jeg er tavs. Vi sætter os til bords. Stille og forsigtigt begynder jeg.

”Lars, jeg tror ikke vi har råd til bil nu. Vi får brug for en barnevogn og en større lejlighed, hen ad vejen. Jeg er gravid.”

Jeg er spændt. Håber at se et glædessmil.

”Skal vi ha´ en unge?” Han ser rædselsslagen ud.

”Nej Lars. Vi skal have et barn,” ler jeg.

”Du skal have barn. Jeg skal ha´ bil.”

Jeg ser forfærdet på ham, da han næsten springer op fra stolen, haster ud i gangen og tager sin frakke. Døren smækker i efter ham, med et brag.

Hvad? Her sidder jeg så og skal klare alt alene. Jeg græder mig i søvn.

Jeg bliver vækket af et kys på panden og en hånd der stryger mig blidt på kinden.

”Skat. Jeg vil bare sige, at jeg får ordnet det med bilen. Jeg skal nok blive en god far. Jeg …”

”Halløjsa. Er du faldet helt i staver?” Gerdas stemme bringer mig tilbage til virkeligheden.

”Ja, jeg sad såmænd bare og tænkte lidt på Lars.” Jeg smiler. ”Jeg savner ham.”

”Ja, jeg ved det. Han var et dejligt menneske.” hun smiler tilbage. ”Kom så du. Jeg har mad med, og nu skal vi spise og siden se solnedgangen.”