Månedsarkiv: oktober 2015

En Vildmand.

Han skubbede hårdt til hende. Hun vaklede og faldt forover. Noget koldt og vådt sivede ind under hendes pels.
I sin omtågede hjerne fornemmede hun, at han bevægede sig væk. De sidste ord han havde sagt, før han skubbede hende omkuld, var som et piske slag. Hun prøvede at rejse sig men kunne ikke. Det eneste der endnu var lidt kontrol over var hendes hjerne. Krop og lemmer lystrede ikke. Hun var som en kludedukke. Snart opgav hun at kæmpe og lod sig føre ind i et mørke. Den virkelige verden forsvandt.

Frøken, frøken. Vågn op! De kan fandeme ikke ligge her. De dør sgu´ af kulde.”
Hun åbnede øjnene på klem og lukkede dem hurtigt igen, da hun så noget der lignede en vildmand sidde på hug foran sig. Hun ville skrige, men skriget sad fast i halsen. Et fint lag sne lå over hende, så hun måtte have ligget her flere timer.
”Hold da kæft. Det er sgu´ en brandert der vil noget.” hørte hun vildmanden sige.
Hun prøvede at sige noget. Men kun mærkelige lyde slap ud fra munden.
Igen åbnede hun øjnene. Et par smilende og blide øjne, mødte hende og hun følte sig tryg.
”Kom! Jeg hjælper dig op.” Han rakte to hænder ned mod hende. Med stort besvær fik hun løftet sine arme og prøvede at tage fat om hans hænder.
”Ok. Det her går ikke. Jeg må bære dig.” Han bøjede sig ned ved hendes ene side og satte hende op. En arm blev lagt om hendes ryg, en anden lagt under hendes knæ. Han løftede hende op.
”Jeg har en hytte længere inde i skoven. En kop varm suppe og et par tæpper skal nok få dig på højkant igen.”
Hun nikkede og lod sit hoved falde ind mod hans bryst. Det dulmede lidt, på den smerte der var i hovedet.

Hun sad med et stort og tykt tæppe svøbt om skuldrene, og så på han varmede noget på et mærkeligt apparat. Et spritapparat hed det vist? Han hældte noget op i et gråt metal krus og rakte det frem.
”Drik! Men pas på. Det er varmt.”
Hun tog imod kruset, og kastede samtidigt et blik på snoren der var spændt ud i et hjørne af hytten. Hendes pels og smukke kjole var svunget over snoren. Det dryppede fra tøjet. Stiletterne stod på en trækasse tæt ved.

Han fulgte hendes blik.
”senere skal jeg prøve at skylle mudderet af dit festdress. Men jeg er bange for det aldrig bliver til pænt brug mere.”
Hun formede omhyggeligt munden og fik et tak ud over sine læber.
”Du kan snakke?” Han så intenst på hende.
Hun nikkede og fik fremstammet et:
”Ja.”
”Drik din suppe! Så kan vi snakke senere.” Han vendte sig og gik tilbage til sit mærkelige apparat. Han satte en kedel med vand på apparatet.
”Jeg luner lidt vand, så du kan vaske dig. Og, jeg går en tur i skoven imens… Her!”
Han smed et par hullede herreunderbukser og en krøllet t-shirts hen til hende.

”Desværre har jeg ikke nogen med blonder på.” Der var et drillende smil både i hans øjne og om hans mund, da han kom med et vaskefad med varmt vand og en klud og satte det foran hende.
”Jeg er tilbage om et kvarter. Klarer du dig?”
Hun nikkede, og mærkede et par tårer der var på vej ned af hendes kind, da han forsvandt ud fra hytten, og hun var alene. Vildmanden havde reddet hendes liv.

Hun skulle aldrig tilbage, til det overskruede og forfinede liv hun havde levet i, siden hun blev gift med Hans Christian. Alt var fest, farver og lykke i begyndelsen. Senere, blev Hans Christian hendes plageånd. Hun blev klædt som en Dulle og skulle opføre sig ligesådan. Hun huskede hans sidste ord, da han skubbede hende omkuld i vandhullet i skoven. Ordene rungede endnu i hendes ører.
”Du er for nysgerrig og ved for meget, derfor skal dø. Jeg har fyldt narko i dine drinks. Og kulden, vi får i nat, skal nok gøre det af med dig.
Når hun blev klar, ville Hans Christian ikke gå omkring som en fri mand længe. Hun kendte ham og hans kumpaners miljø så godt, at hun kunne og ville lave stor ravage i hans liv.

Skytsenglen.

Opgave 3.

Jeg Hagiel, ser fra mit himmelske paradis, at en af mine har brug for hjælp. Og, er der brug for mig, så kommer jeg selvfølgelig til undsætning.
En ældre dame står dernede, fortvivlet, og kigger rundt i sit køkken der flyder med indkøbte varer, til den fødselsdag hun har bedt hele familien deltage i, søndag.
Jeg må hjælpe, så hun får en god fødselsdag. Men om jeg forstår, at hun ikke har hørt efter sin egen stemme, der igen og igen har fortalt hende, at hun ikke mere har overskud til at klare sådan en stor festivitas, helt alene.
Jeg tager turen ned til hendes køkken, hvor hun går og småsnakker med sig selv, sådan gør ældre mennesker jo. Et lille varsomt prik på hendes skulder, får hende til at se på mig.
”Godt du kom Hagiel,” siger hun og begynder at dirigere rundt med mig.
”Alle de varer der ligger der!” Hun slår om sig med armene, i alle retninger. ”De skal på plads i skabe, skuffer og køleskabet! – Ja du ved godt, hvor hver ting har sin plads ikke?”

Jo, det ved jeg skam alt om. For det er ikke første gang, jeg har reddet hende ud af en suppedas. Damen her har det med, altid at slå en større dej op, end hun kan bage.

Hun kan garanteret læse mine tanker- for lige med et siger hun.
”Jamen Hagiel, du kan vel forstå, at der skal bages mange boller og kager, når hele hæren kommer på besøg.”
”Hele hæren? ” spørger jeg.
”Nå ja, måske ikke hele hæren, men en masse mennesker, så. ”

Da alle varer er sat på plads, piler min dame ind i spisestuen og peger på bordet.
”Bordet her skal flyttes! Og, vi skal have et bord mere sat op, så der er plads til alle!”
”Ok, men du tror vel ikke, jeg er ”SUPERMAND”? Mine vinger er skrøbelige, så det bord bliver stående hvor det står.” Det andet bord du skal have sat op, vejer ikke meget, så det klarer du fint selv.”
”Nå ja, det gør jeg vel. Men måske kommer jeg til at mangle stole.”
”Du har vel en telefon?” spørger jeg.
”Ja, det har jeg, men hvad hjælper det på stolemangel? Nå ja, nu ved jeg, hvor du vil hen med det spørgsmål. Jeg kan ringe og spørge, om nogen vil tage klapstole med. God ide, du fik der Hagiel.”

”Jeg er altid fuld af gode ideer. Og nu tror jeg, du har styr på det meste. Bare klem på – du gamle. Du skal nok nå at blive færdig, inden dine gæster kommer. Det er jo kun fredag. I morgen, lørdag, bager du, lægger lagkager sammen og dækker bord. Søndag formiddag er der kun tilbage, at lave forberedelser til skrub af maden, som bare skal i ovnen en halv time før I skal spise. Det bliver alletiders fødselsdag.”

Jeg siger farvel og drager op i mit himmelske paradis, men holder stadig lidt øje med, hvordan det går hos min dame…
Det er aften. Hun tænder fjersynet, sættes sig godt tilrette i sin gode stol. På det lille sidebord, er der linet op med kaffe og et par lækre stykker smørrebrød. Mange ting har hun allerede nået, så nu skal aftenen nydes. VILD MED DANS er på programmet. Hun kigger lidt skråt op og sender mig en lille hilsen.
Tak Hagiel, Dejligt at du kom og besøgte mig. Du forstår, som ingen anden, at få sat fut i mig.

En Sjuskedorte.

En Sjuskedorte.

Jeg er knap færdig med morgenkaffen, og er stadig i nattøjet da det ringer på døren. Jeg går ud og åbner.
”Hej Bente, kom indenfor. Du er godt nok tidligt på færde.”
”Tak.” Hun smiler. ”Jeg havde et ærinde i nærheden og tænkte, at så skulle du have besøg.”
”Det var en sød tanke. Men som du ser, er jeg ikke kommet så langt, at jeg er kommet i tøjet.”
”Har det nogen betydning? Du ser skøn ud med uglet morgenhår. Dejlig løs og stor pyjamas du har der.” Hun peger på mine slaskede bukser.
”Tak. Jeg elsker min pyjamas.
Jeg går ud i køkkenet for at sætter ny kaffe over. Bente følger i hælende på mig. Hun sætter sig på en stol ved mit lille bord, der står op mod væggen.
En rodekurv står inders på bordet. Den bliver brugt til at smide læsestof og andet i, hvis det skal ses nærmere på, inden det måske havner i papcontaineren.
Bentes blik er rettet, intens, mod kurven. Jeg føler jeg må sige noget.
”Ja, min kurv bugner, den trænger til en oprydning. Jeg er lidt af et dyngemenneske.” Jeg griner lidt.
”Hvad mener du med et dyngemenneske?” spørger Bente.
”Tja, nu som kurven. Jeg dynger alt op i den, til jeg har tid til at sortere i tingene.
”Nå, det man kalder et rodehoved?.”
”Nej, jeg er ikke et rodehoved. Men, alt behøver ikke være perfekt.”
”jeg så, at du ikke har fået redt din seng. Det er det første jeg gør, efter jeg har luftet ud.”
”Nå.” svarer jeg og mærker, at jeg er ved at blive irritabel. Jeg hader formaninger. Jeg finder et hvidt krus og en grøn sidetallerken frem til hende. Mit halvtomme krus og min tallerken står stadig på bordet.
Bente sidder og skubber til et par vildtfarne krummer, fra min morgenmad. Varsomt børster hun krummerne ned fra dugen, så de lander i hendes anden hånd, der er hulet som en skål. Hun rejser sig og smider krummerne i skraldespanden, i skabet under køkkenvasken.
”Din affaldspose er næsten fuld. Tømmer du den ikke om aftenen, inden du går i seng?”
Jeg svarer ikke, men spørger:
”Vil du have et stykke knækbrød med ost?”
”Nej tak, søde. Du sidder da vel ikke og gnasker i knækbrød? Du burde købe noget lækkert brød, og ikke leve så tarveligt.”
”Jeg lever ikke tarveligt.” forsvarer jeg mig. ”Og, jeg hader at skulle smide mad ud, derfor handler jeg kun stort ind, når jeg skal have gæster.”
”Det er fint, men du har vel sjældent gæster?”
”Jo, det har jeg faktisk. Min vennekreds er stor.”
Jeg hælder kaffe op i hendes krus.
”Har du ikke en hvid tallerken, så tingen passer sammen? ”
Den grønne tallerken, hiver jeg irriteret væk fra bordet.

”Sådan! Så passer farverne. Du vil jo ikke have mit tarvelige knækbrød, så du har kun brug for kruset.”
“Når du har drukket din kaffe, kan du gå ud med min affaldspose, derefter kan du komme ind og lufte ud i soveværelset og rede min seng.” Jeg trækker vejret langt ned i maven. ”Senere kan du skrive en dosmerseddel og gå ud og handle for mig, så jeg ikke får noget tarveligt mad ind i mit hjem. Og, imens du gør mig og mit hjem perfekt, kan jeg tage et dejligt varmt bad og komme i mit tøj.”
Bente kigger på mig, med åben mund.
”Jamen sødeste! Jeg vil da hjertens gerne hjælpe dig med at blive perfekt. Du skal ikke gå og have det dårligt med, at du er lidt af en sjuskedorte.”
Med et snuptag, fjerner jeg hendes krus fra bordet. Kaffen skvulpede over og plaskede ned på gulvet.
”Ud!” råber jeg. ”Mit liv er perfekt som det er.” Jeg holder inde med mit voldsomme udbrud lidt og fortsætte med lav stemme.
”Bente, du må gå, vores kemi passer ikke sammen. Vi må hver især leve det liv, vi selv ønsker.”
Bente rejser sig og ser uforstående på mig. Hendes øjne fortæller mig, at hun ikke forstår, hun med sine dumme kommentarer og kritik nedgør mig.
Langsomt lukker jeg fordøren efter Bente. Jeg nynner et par strofer, og ”Sjuskedorte” tager et par lette dansetrin.