Kun en hvisken.

Opgave 5    Novelle.

Kun en hvisken.

Min mand, Viggo, og jeg havde inviteret et par venner, Lissi og Jan. Vi skulle spise sammen og derefter have et slag whist. Vi var godt i gang med middagen, da Jan spurgte:
”Dorit, hvad er det for mennesker I har fået til naboer? En fulderik var på vej op af trappen, foran os da vi kom. Han lukkede sig ind, ved siden af.” Det var Viggo der svarede.
”Ja for satan, den fyr bærer nogle ordentlige branderter hjem. Vi har også mistanke om, at han mishandler konen. Han råber drønhøjt, når han kommer hjem og er fuld. Vi må vel klage på boligkontoret, hvis det bliver for slemt, med dem.”
Jeg indskød. ”Det er da kun ham der larmer. Maja og drengene er stille og rolige.”
“kender du naboen?”
“Ja jeg har snakket med hende en del gange. Hun virker nervøs. Det er tydeligt, at hun ikke har det godt.” længere kom vi ikke i samtalen.
Pludselig lød der høje kvindeskrig og barnegråd fra nabolejligheden. Der blev sikkert også kastet med ting. Det ene brag efter det andet, nåede vores ører. Vi kiggede på hinanden og hurtigt var vi alle fire ud i korridoren. Viggo åbnede vores indgangsdør. Det her skulle stoppes.
Samtidig blev døren overfor revet op. Fyren smuttede ud, smækkede døren og fløj i raketfart ned af trappen.
Viggo bankede hårdt på nabodøren. Ingen reaktion, undtaget høj barnegråd.
Jan tog mobiltelefon op af lommen og ringede til politiet.
Lissi stod forfærdet med begge hænder anbragt omkring hage og kinder. Hun var chokeret og handlingslammet.
Jeg satte mig på hug og råbte ind af brevsprækken for at komme i kontakt med Maja.
”Maja. Maja. Det er din nabo, Dorit, vær sød at lukke op, så vi kan hjælpe dig. Stadig ingen reaktion, men endnu højere og hjerteskærende barnegråd.

Maja forsøgte at rejse sig fra sofaen, men blev hurtigt klar over, at hun ikke kunne gå ud til døren og åbne. Bare at prøve at åbne øjnene var en kamp. I de små sprækker hun fik åbnet i de hævede øjne, så hun i en tåge sønnen Mads, på seks år sidde sammenkrøbet under spisebordet. Han holdt krampagtigt et par sofapuder ind mod sine ører. John, på tre, lå hen over hendes knæ og klamrede sig til hende og ville ikke slippe taget, så hun kunne prøve at komme op at stå. Hun var våd. Enten havde John grædt meget og gjort hende våd, eller hun havde tisset i bukserne? Måske var det barnet hun ventede, hun havde mistet? Det ville ikke være en katastrofe. Hun havde hadet at skulle sætte endnu barn til verden. Et barn der ikke var undfanget af kærlighed, men ved vold og magt, ligesom de to andre.
Smerter jog gennem hende, for hver en lille bevægelse, hun gjorde. Hun opgav at komme op fra sofaen. Hun råbte til Dorit, men hendes stemme blev kun til en hvisken, der knapt nåede ud i rummet.
”Mads” fremstammede hun. Hun ville have ham til at gå ud til døren og lukke op. Men Mads ville helt sikkert ikke lukke Dorit ind. Hun havde selv lært ham til, at han aldrig måtte lukke op, uden hun selv var med ud til døren.Mads reagerede på hendes stemme, men kun ved at give sig til at vugge hurtigt frem og tilbage med sin lille krop. Det gjorde han altid, når han var utryg. En lyd ude fra altanen, gjorde hende skrækslagen. Var Allan her stadig? Maja lod sprækkerne, ved øjnene glide i. Hovedet gled tilbage mod ryglænet, og hun faldt tilbage i den døs, Dorits stemme havde revet hende ud af.

Endelig kom politiet og tog over. Døren blev brudt op. I løbet af ganske kort tid vrimlede det med mennesker. Maja blev hjulpet ud, og ned i en politibil. Venlige mennesker tog drengene i sin favn og snakkede beroligende til dem og forsvandt så ned af trappen med dem. En politimand snakkede kort med os.
Vi droppede resten af maden og whisten. Sad tilbage med rødrandede øjne. Vi var stille en lang stund, før vi begyndte at snakke om, alt det  grusomme vi havde set.

 

Efter seks rolige uger på krisecentret, uden børn, var Maja næsten kommet sig. En frivillig fjernelse af børnene havde været slem, men nødvendig … Hun havde ikke været i stand til at passe børnene, så gennemtævet hun havde været. Drengene ville være blevet tvangsfjernet, og hun ville få svært ved at få dem hjem igen
Politiet havde kørt hende på krisecentret,den skæbnesvangre aften, efter en tur på skadestuen, hvor hun var blevet lappet sammen.
Håret var så småt ved at vokse ud de steder hvor der havde været bare pletter, efter det hår han havde rykket af hende da han havde svunget hende rundt og rundt ved håret, i galskab, i lejligheden.
Manden havde fået et polititilhold og måtte ikke nærme sig hende og drengene mere. Snart skulle han for retten. Forhåbentlig ville han få en hård straf for den fysiske vold han havde udøvet mod hende, og hun håbede, at den psykiske vold han havde udvist mod både hende og drengene ville tælle med i straffen han ville få. Straffen for hustruvold, var alt for lille. En erfaring, hun efterhånden havde fået med i bagagen.
Lejligheden var gjort i stand. Låsesmeden skulle komme og skifte låsen, samt sætte et par kraftige sikkerhedskæder på indenfor. Politiet ville være til stede, mens det skete. Hun var blevet lovet en overfaldsalarm, når hun ville flytte hjem i lejligheden igen. Det var vigtigt at komme hurtigt hjem, så hun kunne få skabt et godt og sikkert hjem til drengene. Nøgler til lejligheden, kunne hun hente hos politiet næste formiddag.

Maja var ikke kommet tilbage tik krisecentre om eftermiddagen, som aftalt. Personalet havde advaret hende mod at tage tilbage til lejligheden, før hendes mand var bag tremmer. Men hun ville hjem. Ingen kunne forbyde det, så Maja var taget afsted, for at tjekke lejligheden.
En opringning fra centret, til politiet, bekræftede at Maja havde hentet sine nøgler. De ville gerne sende en patrulje til adressen, og tjekke om hun var der. Klokken nærmede sig otte om aftenen. Ingen lukkede op, på adressen.
”Måske er hun taget på en lille sviptur i byen. Hun dukker nok op på krisecentret senere på aftenen. Skal vi gå ud fra det?” spurgte den yngre politimand.
”Jo, måske i første omgang.” svarede den ældre, Bent Madsen. Han havde været med sidste gang de var blevet kaldt til adressen, af naboerne. Med et sug i maven, huskede han det frygtelige syn der havde mødt dem her. Han fik øje på en lille blodstribe på dørkarmen. ”Nej for helvede. Vi skal ind, og det skal være nu. Og, vi venter sgu´ ikke på en låsesmed.
Døren blev sparket ind. Alt var roligt og pænt i lejligheden.
”Jeg lugter blod,” Bent Madsens næse kendte lugten, den havde han mødt tit, i forbindelse med sit arbejde. Han tog i håndtaget til badeværelset, holdt vejret og lukkede døren op.Hurtigt lå han på knæ ved siden af Maja og mærkede efter puls. Han kiggede op på sin kollega. og med en klump i halsen udbrød han:
” Psykopat. Han fik gjort sit arbejde færdigt denne gang.”

 

 

 

 

 

48 tanker om “Kun en hvisken.

  1. Hej Marli

    Det var da en skrækkelig historie om hustruvold. Stakkels kvinde, man kan vist roligt sige, at her er et vendepunkt, eftersom hun er blevet slået ihjel.
    Naboerne og deres venners medvirkende forvirrer mig lidt. De fylder i en del af det første af fortællingen, og vennen der løfter et øjebryn ved naboens navn som om han kendte hende. Men så hører man ikke mere til dem. Resten er “kun” historien om Majas skrækkelige skæbne.

    Kh. Helle 🙂

    1. Hej Helle,
      ja, måske skulle jeg tilføje lidt om naboerne, sidst i teksten. De har det skidt, med mordet i nabolejligheden. Nej Bent kender Ikke Maja. Det unge par er flyttet ind for nylig. Naboer og venner er med, fordi det er dem der pludselig får vished for, at der sker noget ubehageligt i nabolejligheden. Tak fordi du kiggede ind her.
      KH Marli

  2. Hej Marli
    UHA, den var godt nok barsk og medrivende! Jeg sad med hjertet oppe i halsen hele vejen, og det blev kun værre og værre.
    Jeg har et problem med synsvinklen, der er meget skiftende. Du starter med Dorit, skifter over til Maja og skifter over til en alvidende og så er vi hos betjentene. Det gør det noget forvirrende at holde tungen lige i munden.
    Men når det er sagt, var jeg meget optaget af din handling, for den er dynamit!
    De bedste hilsner,
    Lise

    1. Hej Lise.
      Dynamit. ja, jeg skifter vinkel mange gange. Tror det er nødvendigt for mig, i sådan en historie, for ikke den skulle blive til en hel roman ;o)) men glad for jeg holdt dig fænglet.
      Kh Marli

  3. Kære Marli
    Det er dog en uhyggelig og god fortælling, du her har skabt.

    Jeg læste med opgaven for øje og tænkte fint, da jeg er til kortaften inde hos naboen. Vi er i almindeligheden 🙂

    Så skal jeg love for, at der kommer vendepunkt, da naboen begår fysisk overgreb mod sin kone. Igen helt efter opgaven: Hendes liv er forandret for al tid.
    Til det bedre tænker jeg. Nu er hun ude af det forhold.

    Som historien fortsætter, tænker jeg at der måske kommer endnu et vendepunkt. Sidder og forestiller mig, at naboerne har gjort rent og sat blomster i vaser og sådan.

    Og gys Marli. Hvor er det rædsomt!
    Og stærkt fortalt.

    Nu ser jeg på opgaven igen med andre øjne. Almindeligheden er en hverdag med vold og overgreb. Og vendepunktet er mord.

    Hvad laver naboerne så i historien?
    Ikke at jeg foreslår, at de skal væk. For det er en hyggelig scene hos dem. 🙂

    Tak for en god historie
    Kh Jytte

    1. Hej Jyhark.
      Jo, naboerne var for mig de eneste der kunne ragere her. Måske fylder de for meget i forhistorien. Ja det gør de. Måske kommer der ideer senere til at lave lidt om.
      Og det er en rædsom historie.jeg er glad for du kan lide min historie. tak fordi du kiggede forbi.
      Kh Marli

  4. Hej Marli
    En flot og tragisk historie du her fortæller. Der er mange levende billeder.
    Et par ting slår mig. Vil politiet ikke ringe efter en ambulance og ikke selv køre hende til skadestuen. Og hvad med det barn hun venter? vi får ikke noget at vide om hun har tabt det eller ikke. Har hun virkelig været så dum at lukke manden ind, der var o sat ny lås i døren. Eller har hun begåret selvmord?
    Tak for en fin historie.
    Vh Hilleborg

    1. Hej Hilleborg
      Skønt du kan lide min historie. Prøver at svare på lidt af spørgsmålene. Nej, politiet må have skønnet, at de selv ville køre på skadestuen med hende. Det ved jeg de nogen gange gør. Særligt hvis de mener det er ansvarligt, og ofret giver udtryk for det. Det er også tit politiet der kører de voldramte videre til krisecentrene, når ofret er lappet sammen. De har jo været indvoldveret lige fra de kom til adressen. Barnet hun venter, har jeg ikke taget stilling til. Det får aldrig lov at komme til verden, nu hun er død.
      Nej, hun har sikkert ikke lukket ham ind. Jeg forestiller mig, at han har stået på lur, og at han så har truet hende med op i lejligheden. Jeg har skåret meget ned i min novelle. Derfor er der sikkert vilde vip på stolen, og også mange spørgsmål der står tilbage. Tak fordi du kiggede ind her.
      Det er ikke selvmord. Blodet er fra et slagsmål, de har haft. Han har kvalt hende.
      Kh Marli

  5. Hej Judith

    En historie om ægte grusomhed, om et forhold der er kørt helt i grøften. Voldelige forhold er livsfarlige. Jeg kan mærke at du ved meget om emnet, det giver autenticitet. Jeg tror på din beretning.

    De mange skiftende synsvinkler gør oplevelsen vel kalejdoskopisk.
    Dorit er beretter i starten, godt nok. Midt i historien bliver det Maja synsvinklen er hos – fin chokvirkning, men flere skift bryder fortællerytmen; det er ikke nødvendigt at hun dør til sidst. Historien kan ende med at hun banker på hos naboen i rullestol som permanent invalid og er med til et spil wist. På den måde kan Maja få det sidste ord.

    Det er farligt når forfatteren ved meget om emnet og gerne vil have det hele med. Der er et langt referat med en masse oplysninger som standser handlingen, kan det ikke klares med en enkelt replik, fx “Det er løgn! Han har smadret døren til lejligheden igen, hørte I ikke hvad der skete? Jeg tilkalder politiet. Straks. Det skal gå hurtigt.”

    Hvorfor hedder ægtemanden og politimanden begge Bent?

    “Forbandede mandfolk..” – mandfolk, er det ikke når kvinder taler nedsættende om mænd? Hvad med psykopat i stedet for?

    Du har fundet en virkelig god titel.

    De bedste hilsener
    jesper o

    1. Hej Jesper.
      Tak for mange gode kommentarer på min tekst.Ja jeg lod Maja dø.Det var synd for hendes to små drenge. Undskyld. Hvorfor hedde to Bent? ja det er der ingen mening i. Ægtemanden må have et nyt navn.jeg døber ham om, lige om lidt.
      “Forbande mandfolk.”jo det er nedsættende tale fra kvinders side, men tror også en mand kunne sige det. Mand mod mand ?. jeg snupper psykopaten.:0)))
      Kh Marli

  6. Hej Marli
    Uha, en forfærdelig historie om en kvinde som er blevet sammen med en psykopat af en mand alt, alt for længe. Jeg kunne sagtens forestille mig historien starte hos Maja på sofaen, der forsøger at få den ældste dreng til at hente hjælp hos naboen, som imidlertid har ringet til politiet, pga den voldsomme støj, men det ved hun ikke. De oplysninger vi får fra dem, kunne vi få via de spørgsmål politiet vil stille dem, fordi det er dem der har ringet. Jeg synes desværre også det er realistisk, at manden slår hende ihjel til slut.
    Ikke just noget juleeventyr, men det kunne være en udfoldet historie af dem vi desværre somme tider får serveret til aftenkaffen.

    Kh Livsglæde

    1. Hej Livsglæde.
      Nej jeg valgte at starte historien, som jeg havde opfattet opgaven. En almindelig,vant situation. Her med en hyggelig kortaften mellem venner. Den bliver så afbrudt, af det der sker ved siden af. Ja mange ting kunne være anderledes i min historie.Det er rigtigt. Men når vi skriver, tror jeg også vi tænker meget forskelligt, og deraf kommer vores egen historie. Men jeg sætter pris på alle dine gode kommentarer. Alt kan bruges, til noget godt i ens udvikling i kriveriet.
      Kh Marli

      1. Jamen du har fuldstændig ret, jeg blev så optaget af din historie så jeg fuldstændig glemte opgaven og tænkte, at det netop virkede for hverdagsagtigt, så du har jo løst opgaven helt efter forskriften. Godt jeg ikke fik lokket dig på vildspor Marli 🙂

        Kh Livsglæde

        1. Hej Livsglæde.
          Det er bare helt i orden. Glædeligt du var optaget af historien:o)) og som sagt. jeg er glad for dine kommentarer.
          Kh Marli

  7. Hej Marli,
    Socialrealisme så det forslår. Tja, der er vel nok en del vold rundt i de små hjem. Der siges, at kvinder efter krisehjemsophold vender hjem til den brutale og voldelige ægtemand igen. Og bag alt lurer der vel en slags kærlighed. Her ender det galt, han er psykopat og vil se hende dø. Uhyggeligt.
    Det er rigtigt, at historien er lidt forvirrende her og der, du har bare så meget på hjerte, og det skal med altsammen. Så du laver lidt sjuskefejl, men dem kan du sagtens fange, hvis du vil. Jeg nævner lige et eksempel: “Hedder konen Maja?” Viggo – og så kommer der ikke mere på den linje.
    Det er en næsten en hel novelle, og der er både spænding, uhygge og naboernes nærvær.
    Hilsen Ella

    1. Hej Ella.
      Ja, der er desværre nogle kvinder der vender hjem til den voldelige ægtemand. Men størsteparten af kvinderne får startet et nyt og bedre liv. En del på en ny og hemmelig adresse. Jeg har rettet min sjuskefejl :o) Den er sket under en redigering.
      Det er faktisk en novelle, men den er kortet en del ned. Tak for gode kommentarer her og fordi du kiggede ind.
      Kh Marli

  8. Hej Marli.

    Puha en grim historie, du har støbt sammen her. Grim fordi den er virkelig. Det du beskriver sker jo i alt for mange hjem verden over. Dagligt.

    Du skriver det rigtig flot synes jeg. Ikke den store overraskelse i slutningen, men det gør intet. Dine ord er velskrevne og din historie barsk, men flot.

    Kh Uhrskov

    1. Hej Urhskov
      ja, det er en virkelig grum historie. Du har ret, det her sker i mange flere hjem end man lige regner med. Det er sørgeligt. tak fordi du syntes min historie er fin og fordi du kiggede forbi.
      Kh Marli.

  9. Det er jo en skrækkelig historie. Det kan vi blive enige om. men jeg vil sige at der er så mange synsvinkler og spring i datid og nutid, så det er ganske forvirrende at læse. Jeg vil da foreslå dig at bestemme dig til, hvem der skal have synsvinklen. Som teksten er nu vil jeg ikke kommentere den, det vil blive med spredehagl og ikke nyttigt for dig. Det er et godt emne, der er meget stof, så på den igen.
    hilsner ravnkilde

    1. Hej Ina.
      Tak for kommentarer. Min tekst er så dårlig, at du ikke vil kommentere på den. :o)) Men jeg mener da her er ganske mange kommentarer, og dem vil tage til mig. Den er rodet. Den springer i nutid og datid. Alt for mange synsvinkler. Er ganske forvirrende. Ok. Det ville have været dejligt med et par enkelte fif, om hvor den er rigtig slem. Det ville jeg have sat pris på, og sikkert lært noget af.
      Kh marli.
      Kh Marli

  10. Hej Marli,

    Det er god historie, du fortæller. Desværre kunne den godt være fra virkelighedens verden 🙁 Indholdet er godt og historien har et plot, hvor tingene udvikler sig gradvist.
    Men – der er mange synsvinkelskift og naboerne fuser ud af historien igen. Ærgerligt, synes jeg. Det er ellers en meget fin beskrivelse af hyggelig almindelighed. Hyggen spoleres så af at andres barske virkelighed trænger sig på. Det fungerer faktisk rigtig godt. Jeg forventer så, at naboerne reagerer/ har lært noget eller ikke lært noget – men okay, man kan jo sige, at Majas og børnenes verden nu ændrer sig, så nået hertil har du fornemt løst ugens opgave. 😉
    Og så fortsætter historien. Med flere vendepunkter frem til det sidste, hvor hp. dør.
    Efter min mening er historien i starten tæt på at være genial, men fra hvad der sker efter Maja er reddet ud, synes jeg, det bliver for refererende. Som om den enten skulle være stoppet noget før eller have fået lov til at folde sig endnu mere ud.
    Synes jeg 😉

    Vh. Amanda

    1. Hej Amanda
      tak for kommentarer her.Ja det kunne sagtens være fra virkelighedens verden. Der sker desværre ting, lig med det her.
      Du har sikkert ret. Den skulle have været stoppet før eller være foldet mere ud.
      Det er egentlig en meget længere novelle. Jeg har lagt lidt til her, skåret lidt der. Og det har vist ikke været heldigt.
      Kh Marli

  11. Hej Marli.
    Din enkle, nøgterne stil paser uhyggelig godt til det du vil berette. Hele miljøer bliver levende for mig i din beretning om vennemiddagen, der afbrydes af naboens voldelige overgreb på konen og børnene. Jeg er bare ked af, at det ikke lykkedes for den stakkels kvinde at begynde et nyt liv.
    Uhyggeligt og meget sandsynligt.
    Tak for en fintekst.
    Vh nina

    1. Hej Nina.
      tak for dejlige kommentarer på min historie.
      ja det ville have været dejligt, om Maja havde fået en chance for at starte på ny, med sine to drenge.
      Desværre ser vi nogen gange, at mænd går linien ud, og det ender i mord. Så trist. tak fordi du kigge ind.
      Kh Marli

  12. Hej Marli
    En grufuld fortælling som desværre virker realistisk.
    Du har næsten skrevet to eller tre løsninger på opgaven i denne uge. Din indledning med naboerne og deres reaktion på larmen inde ved siden af kunne være en løsning. Vendepunktet kunne være, hvor godt naboskab redder et liv.
    Den anden løsning er Maja på sofaen som voldsoffer. En almindelig situation for hende og vendepunktet er krisecenter med mulighed for forandring. Hun får hjælp udefra og er i stand til at tage den for sand. Skal hun død til sidst for at tydeliggøre psykopatens farlighed, bliver døden det sidste vendepunkt.
    Den tredje løsning er set fra politiet eller måske fra en medarbejder på krisecenteret, som har et samarbejde med politiet og voldsofferet.
    Du har meget og godt stof i din fortælling, som sagtens kunne udfoldes i flere tekster.
    Jeg kan bedre identificere mig med hp, hvis jeg bliver hos naboen, Maja, politiet eller en medarbejder på krisecenteret.
    Det kunne være interessant at følge Maja, mens hun er på krisecenteret, følge hendes tankegang og følelser vedr. situationen, de råd hun får og tiltag for at beskytte hende og børnene. Finde et motiv for, hvorfor hun tager alene tilbage til lejligheden. Har hun haft kontakt med voldsmanden og blevet manipuleret til at komme tilbage til lejligheden mod alle andres råd. Hvad sker der i hende undervejs til det sidste vendepunkt.
    Håber på at læse flere tekster fra dig. 🙂
    kh Bente

    1. Hej Bente.
      jeg har meget stof her. Det stammer fra en novelle. Novellen er meget længere og mere uddybet. Den ville være alt for lang her, til en opgave. Skønt at jeg har opfyldt opgaven her op til flere gange :o)). Tak for alle dine gode kommentarer her, og tak fordi du kiggede ind. ja, der kommer nok flere tekster fra mig. jeg kan lide at skrive, så der ryger lidt tekst i skuffen jævnligt.
      Kh Marli

  13. Hej Marli.

    Det er tydelig hvad du vil fortælle, og det er også et emne der fortjener at blive debatteret.
    Selvom du får din historie ind under huden på din læser, er den lidt rodet og referat agtig.
    Jeg tror du så gerne vil have at vi skal tro på alle de uhyrligheder din hp. kommer ud for, at du overlæsser teksten med oplysninger, vi enten kender i forvejen eller kan gætte os til.
    Jeg syntes teksten fortjener en gennemgribende oprydning.

    Le©nius.

    1. Hej Leonius
      Åh nej Leonius, idag giver du mig ikke meget at grine af. ØV. :o(( Men det er ok. Jeg skal selvfølgelig have den kritik jeg fortjener.Det er det jeg skal lærer af.
      Der har været mange meninger om min tekst. Og jeg tager det hele til, og med mig.
      tak fordi du kiggede ind.
      Kh Marli

      1. Husk nu endelig, at det var sådan, lige jeg, læste din tekst. og det gjorde jeg jo sammen med min habitus, som jo udmærket kan flytte din tekst et helt andet sted hen, end du har tænkt dig.
        Læg mærke til at din tekst gik ind under huden på mig, og det er da noget.

        Le©nius.

        1. Hej Igen Leonius.
          Tak. ja, jeg overså, at du egentlig fik min tekst under huden. Og det er jo dejligt. jeg vil se nærmere på teksten en dag hvor jeg har lidt god tid.
          Og så lærte jeg et nyt ord i dag, habitus. Det ord kendte jeg ikke. Men det fik jeg så tjek på idag. Man skal lære så længe man lever. :o)
          Kh Marli

  14. Hej Marli
    En fin historie. Jeg oplever at der er noget med forløbet, pludselig skifter vi til senere, så tilbage igen? Så det er jeg ikke helt med på, men det kan jo godt være at det bare er mig.

    “Vi droppede resten af maden og whisten. Sad tilbage med rødrandede øjne. Vi var stille en lang stund, før vi begyndte at snakke om, alt det grimme vi havde set. Det var grusomt.
    Efter seks rolige uger på krisecentret, uden børn, var Maja næsten kommet sig. En frivillig fjernelse af børnene havde været slem, men nødvendig … Hun havde ikke været i stand til at passe børnene, så gennemtævet hun havde været. Drengene ville være blevet tvangsfjernet, og hun ville få svært ved at få dem hjem igen.”
    Måske skulle det bare have været to afsnit?

    Hilsen
    Anne

    1. Hej Anne
      Jeg har været inde og få samlet lidt på afsnittende, så det står lidt pænere. Har lige fundet ud af, hvordan man undgår alle de linieskift, der gør det smadder forvirrende. Jeg ved godt, jeg også må lave lidt om i tekste, men det er tiden ikke til i dag. Tak fordi du kiggede ind.
      kh Marli

  15. Hej Marli
    En gribende fortælling om vold og hvordan man som vidne bliver involveret.
    Men…men….men….!
    Vi bliver inviet i et vennepars hyggelige kortaften og hvordan de bliver opmærksomme på, hvad der foregår inde ved siden af hos naboen. Derefter skifter fortællesynsvinklen, og vi hører om ufattelig vold og hvad politiet siger til hinanden osv., Men vi kommer aldrig tilbage til venneparret som historien startede med. Det virker meget forvirrende og usammenhængende på mig.
    Ellers glædede jeg mig over historiens begyndelse: Min mand, Viggo ……
    Sådan en start vækker appetit.
    Kh. Genboe

    1. Hej ulla
      Jeg har startet med det som opgaven lød på. Personer i en genkendelig og vant situation,( Her Hygge) og derefter et vendepunt. Her er vendepunktet den vold de bliver opmærksomme på.
      Nej, vi kommer ikke tilbage til til naboerne. Jeg gik ud fra, at det siger sig selv. At, alt er forandret.intet bliver som før efter oplevelsen af sådan en vold, der senere ender med mord. Jeg stopper med vilje min historie, hvor jeg gør.( Måske mærkeligt?) Efter sådan en oplevelse,bliver ord fattige. Men mange tak for dine kommentarer og fordi du læste med.
      Kh Marli

  16. Kære Marli
    Fin start med den hyggelige venneaften der så brat bliver afbrudt af de voldsomme lyde. Det reagerer de på, og situationen, hvor vi med de almindelige gode menneskers øjne ser ind i en voldsverden de slet ikke forstår, er rigtig godt beskrevet.
    Så skifter du synsvinkel, og jeg er godt nok ked af at jeg også må løfte en lille pegefinder. Jeg har set at andre også har gjort det og må desværre give dem ret. Selv i en længere novelle skal man holde sig til det mere enkle og blive hos de personer man er startet med.
    Hvordan Maja selv har oplevet sit voldelige ægteskab er en anden historie. Jeg kan godt forstå at du synes det hele skal med, for sådan er vi jo, vi vil gerne fortælle det hele, for det er så vigtigt hvis vi vil prøve at forstå at sådan noget kan ske.
    En løsning kunne være at du forlod Viggo og Dorit og i stedet satte dig ud på trappen som en anden nisse der først kigger ind ad den ene brevsprække, derefter den anden.
    Men det er din historie og du bestemmer hvordan den skal fortælles.
    På krisecenteret bliver børnene taget fra hende, og jeg bliver lidt forvirret over bemærkningerne om frivillig fjernelse og tvangsfjernelse, forstår ikke om hun så ikke får børnene hjem igen? Nå, senere forstår jeg, men jeg tænker om det er en af de ting du kan udelade.
    Du har fat i en forfærdelig historie og et emne som vi helst ikke vil høre om, men som vi bliver nødt til at forholde os til. Bl.a. også for at forstå de børn som bliver livsvarigt skadet af at vokse op i en voldelig familie.
    Held og lykke med teksten hvis du en dag får mod på at samle op omkring bl.a. Viggo og Dorit, det er et par spændende personer du har fat i , et par helt almindelig mennesker som rystes af volden og helt naturligt påvirkes af den.
    Du har fat i rigtig meget stof, der er nok at lege med.
    kh dorte

    1. Hej Dorte.
      Tak for mange gode kommentarer på min tekst.
      Du har sikkert ret. Der er meget jeg kan udelukke fra min historie. Og en dag vil jeg kigge på historien igen.Jeg har her plukket i en længere novelle.Og det tror jeg ikke har været smart. Tak for forslag til, hvordan jeg kan takle en del.
      Kh Marli

  17. Kære Marli. Som medstifter og tidligere leder af et krisecenter kender jeg alt for godt din historie, som du beskriver (som havde du været der selv) livagtigt og intenst. Føj for s…. siger man… hvor er det uhyggeligt både at han kan finde på det….men sandelig også at hun vælger at tage tilbage. Det er for uforståeligt… Rammende, slående og grusom. God skrevet. Merete

    1. Hej Merete.
      Tak for dine kommentarer på min novelle.
      Ja, jeg har været der. Vi skal mange år tilbage, hvor jeg 5 år arbejde frivilligt 2 nattevagter i måneden. Min historie er selvfølgelig fiktion, og en blanding af det jeg mødte der. Mange sørgelige ting, men også mange glædelige ting, når det lykkedes at få nogen revet ud af voldelige og forfærdelige forhold.Dejligt du kiggede forbi.
      Kh Marli.

    2. Hej Merete.
      Tak for dine kommentarer på min novelle.
      Ja, jeg har været der. Vi skal mange år tilbage, hvor jeg 5 år arbejde frivilligt 2 nattevagter i måneden. Min historie er selvfølgelig fiktion, og en blanding af det jeg mødte der. Mange sørgelige ting, men også mange glædelige ting, når det lykkedes at få nogen revet ud af voldelige og forfærdelige forhold.Dejligt du kiggede forbi.
      Kh Marli.

    1. Her Anne.
      Ja, her er det hele rigtigt væmmeligt. Desværre ser vi den slags sager, i vores hverdag.
      Tak fordi du kiggede ind her.
      Kh Marli

  18. Socialrealisme af den værste slags. Godt beskrevet. .Et enkelt sted synes jeg der er noget dobbeltkonfekt : “før vi begyndte at snakke om, alt det grimme vi havde set. Det var grusomt” – her synes jeg godt du kan slette sidste sætning – eller sige : “alt det grusomme vi havde set”. 🙂

    1. Hej elsems
      Tak for kommentarer på min tekst og fordi du kiggede ind. Du har ret. Jeg har en dobbeltkonfekt i teksten. Den har jeg rettet nu. Og det lyder meget bedre.
      Kh Marli

  19. Hej Marli

    Sikke en grum historie, med et desværre meget realistisk tilsnit. Specielt afsnittet beskrevet fra Majas synsvinkel er hjerteskærende og virkelig godt beskrevet. Det gør ondt at læse om, hvordan børnene også er ofre i denne situation og er helt magtesløse i forhold til at hjælpe deres mor. Slutningen er også grum, men god, for det ender slet ikke som forventet.

    Ved ikke om du har overvejet, at du faktisk kunne starte novellen med afsnittet, hvor Majas synsvinkel tager over? (Dermed opnår du at naboerne kommer ind i historien – men mere i en birolle – og fra Maja synsvinkel, for det er ligesom din fortælling stritter lidt i flere retninger ved at naboens historie også skal ind – for du har jo også et vendepunkt, der hvor politiet kommer og tager over. Jeg er jo absolut ingen ekspert, men tænker lidt på det vi lærte om på Saxo om at en novelle helst skal være ensporet – og specielt når du også har politiets synsvinkel (som tilgengæld virker godt ved chockeffekten af det de oplever) tror jeg, din tekst kunne stå endnu stærkere, hvis naboerne kun optræder i teksten gennem Majas sanser.)

    Nå, men det var bare, i parentes bemærket, nogle tanker jeg gjorde mig under læsningen. Ved ikke om du overhovedet kan bruge det til noget?

    Det er barsk, men godt stof, du her tager fat i, og du viser, at du har stor indlevelse i emnet. Og det er så absolut en novelle med stort potentiale.

    Tak for engagerende læsning, Marli! Og tak for denne gang!

    Kh Nana

    1. Hej Nana.
      tak for alle dine gode kommentarer til mig. Jeg tror sørme du har fat i noget, som vil være en rigtig god ide. En dag, i det nye år, viljeg igen se på min novelle. For jeg er varm på din måde, at forklare en opstilling på.Jeg kan absolut dine råd. Så tak. Også tak fordi du kiggede forbi her.
      Kh Marli

Skriv et svar