solnedgang

Opgave 2.

solnedgang.

Jeg sidder på skrå i mit bilsæde. Bildøren er åben, og mine bare fødder er plantet ude i det bløde og varme sand. Jeg venter på Gerda. Vi har aftalt at mødes her ved hendes lille, hvide badehus på stranden i Blokhus. Vi skal hygge, spise og drikke et enkelt glas vin, imens vi ser solnedgang.

En stor, sort bil kører langsomt forbi. Manden i bilen kaster et langt blik på mig, som om han kender mig. Jeg kigger efter bilen lidt, lukker øjnene og bliver ført 45 år tilbage.

Bordet er smukt. Maden er klar. Lars skal overraskes og fejres. Han har bestået sit svendestykke og har fået arbejde.

Jeg har noget jeg skal fortælle, ham, og håber han bliver glad. Vi er begge færdige med uddannelser, har arbejde og har også fået en lille lejlighed, så vi kan sagtens klare livets udfordringer.

Lars lader vente på sig. Ind i mellem er jeg nervøs. Er han kommet noget til? Så lidt gal. Maden er snart ikke værd at spise, så længe den har stået og ventet.

Endelig dukker Lars op. Han smiler og er i et vældigt humør.

”Hej skat, nu skal du høre, hvad jeg har…” Han får øje på bordet. ”Noget der skal fejres?” Han ligner et stort spørgsmålstegn.

”Ja, jeg ville fejre dig. Men maden er sikkert kedelig nu, den har været klar et par timer.” Jeg er kort for hovedet. ”Noget interessant du vil fortælle? ”

”Ja, den sorte bil jeg længe har kigget langt efter, den på autocentralen. Den har jeg købt.”

”Hvad.” Jeg måber. ”Har du købt bil, uden at snakke med mig om det?”

”Ja, nu begynder jeg jo at tjene gode penge, og så vil jeg sgu´ ha´ den bil.

Jeg er tavs. Vi sætter os til bords. Stille og forsigtigt begynder jeg.

”Lars, jeg tror ikke vi har råd til bil nu. Vi får brug for en barnevogn og en større lejlighed, hen ad vejen. Jeg er gravid.”

Jeg er spændt. Håber at se et glædessmil.

”Skal vi ha´ en unge?” Han ser rædselsslagen ud.

”Nej Lars. Vi skal have et barn,” ler jeg.

”Du skal have barn. Jeg skal ha´ bil.”

Jeg ser forfærdet på ham, da han næsten springer op fra stolen, haster ud i gangen og tager sin frakke. Døren smækker i efter ham, med et brag.

Hvad? Her sidder jeg så og skal klare alt alene. Jeg græder mig i søvn.

Jeg bliver vækket af et kys på panden og en hånd der stryger mig blidt på kinden.

”Skat. Jeg vil bare sige, at jeg får ordnet det med bilen. Jeg skal nok blive en god far. Jeg …”

”Halløjsa. Er du faldet helt i staver?” Gerdas stemme bringer mig tilbage til virkeligheden.

”Ja, jeg sad såmænd bare og tænkte lidt på Lars.” Jeg smiler. ”Jeg savner ham.”

”Ja, jeg ved det. Han var et dejligt menneske.” hun smiler tilbage. ”Kom så du. Jeg har mad med, og nu skal vi spise og siden se solnedgangen.”

 

En fucking dag.

Opgave 1

En fucking dag.

 

Den unge mand der kom løbende, i fuldt firspring, var lige ved at vælte mig og min rollator omkuld, da han passerede mig. Han vinkede vildt til chaufføren i bussen der kørte forbi, som tegn til han skulle med.Selv havde jeg opgivet at nå bussen, med det tempo jeg kunne præstere. Mine ben var slidt.

”Fuck!”

Stampende let i jorden rev den unge mand rygsækken af, smed den på fliserne og dumpede selv tung ned på bænken i læskuret, ved busstopstedet. Mobilen blev fundet frem fra hans jakke. Han kastede et hurtigt blik på den.

”For helvede da.”

Mobilen blev irriteret proppet tilbage i lommen.

Jeg parkerede min rollator og satte mig på bænken, lidt fra ham. Han kiggede hen på mig.

”Hold da kæft en lortedag.”

”Ja, og så lige på en søndag eftermiddag, hvor der er en hel time til næste bus.

”Det er da for helvede løgn. Er der en hel time til næste bus? ”

”Ja desværre min ven.”

”Hvis det passer, er jeg sgu så fucking på skideren, at det gør ondt helt ned i røven. ”

”Skal du nå noget vigtigt?”

”Ja for helvede. Jeg skal ud til min kæreste. Vi skal lave opgaver sammen. Sidste chance, for at få vores projekt færdigt. Afleveringen skal ske i morgen. Ellers er helvedet ude.”

”Det lyder ikke godt. Hvad er det for opgaver?”

”Noget pis om sundhedspsykologi. Det er skide svært.”

”Læser I medicin begge to?”

”Ja, det gør vi. Nogle gange har jeg lyst til at droppe ud af studiet, men min kæreste holder mig i ørene og til ilden. Hun bliver fucking sur nu, fordi jeg kommer for sent, til den tid vi har aftalt. ”

”Kan du ikke ringe til hende, og forklare hvorfor du er sent på den?”

”mobilen er gået tom for strøm. Alt er gået galt i dag.”

”altså en af de helt store lortedage?”

”Ja, det tør siges? Hvad med dig? Du har vel ikke travlt? Pensionister har vel oceaner af tid?”

”Det har vi såmænd, men vi har også været unge og har taget vores tørn i livet, og det har ikke altid været lutter lagkage, unge mand. Vi havde ikke alle de muligheder, som I unge mennesker har i dag ”

”Hvad har du lavet?”

”Jeg har lavet mange ting. Arbejdet på gårdene i min helt spæde ungdom. Hårdt arbejde, mindst 18 timer i døgnet. Senere på mange forskellige fabrikker. Akkordarbejde, også hårdt. De sidste 40 år i mit arbejdsliv var jeg portør på Rigshospitalet. Hårdt for benene, men der var jeg glad for at være.”

”For fanden mand, hvor gammel er du, med alt det du har lavet?”

”87. Jeg var ude at arbejde fra jeg var 10, så man kan vel sige, jeg er godt brugt. ”

”Ja, det må man sige.” Han nikkede. ”Fra i dag vil jeg ikke klage, en skid, over det jeg skal nå. Jeg har egentligt et fucking fint liv.”

”Dejligt.”

Min unge ven rejste sig.

”Tak for en rigtig hyggelig snak. Jeg tror det er hurtigere at nå frem, på gå-ben, fremfor at sidde og vente på en fucking bus.”

Jeg smilede og løftede armen til en farvelhilsen til ham.

 

 

opgave 0 prøve

Opgave 0.

 

Jeg huskede tydeligt en del fra den skæbnesvangre dag, for 3 år siden. Vi var kommet kørende på hovedvejen mellem Brønderslev og Hjørring, da føreren af en anden bil overså sin vigepligt og kom drønede ud fra en sidevej og ramte lige ind i siden på vores bil. Herfra huskede jeg ikke andet end kaos og små brudstykker, før jeg vågnede på sygehuset.

Jeg selv og Mille var sluppet nådigt. Lidt brækkede lemmer og snitsår fra det smadrede glas, var alt hvad vi havde fået af fysiske skader. Lene min elskede kone og Milles mor havde ikke klaret sig. Hun var dræbt på stedet.

jeg tog mig sammen og satte mig på hug foran Mille.

”Lad os gå ind og snakke lidt Mille,” sagde jeg kærligt og løftede hende op. Hun slog sine små arme om min hals.

”Lille Søren, nede på vejen siger, at du slog mor ihjel, fordi du er en fartbølle.” Snøftede Mille.

”Lille Søren, ved ikke noget om vores ulykke.” sagde jeg stille . ”Men vi to skal have snakket om, hvad der skete den dag, vi mistede vores dejlige mor.

Mille gemte sit hoved ind mod min hals. Hun græd.